Gensyn med Pic'en
På toppen af Pic du Canigou. Man kan godt se at der er langt ned. Drengene betragter en orienteringstavle lavet i keramik, der viser hvad man ser i de forskellige retninger


Efter at have været i Spanien i over en uge begyndte bjergene i det fjerne at trække. Fra store dele at Catalonien kan man jo se Pic du Canigou der med sine 2780 m rager godt op.
Det er ikke den højeste tinde i Pyrenæerne men den er speciel ved det at den ligger relativt tæt på Middelhavet og derfor har et andet klima end toppene længere inde.
Der er simplethen en fantastisk blomsterrigdom og så er udsigten bare sublim, bjerget også helt fri for ski-lifter o.l. skrammel. Anders og mig har jo besteget Pic du Canigou før - i 2008, og da vi efter en lang og svedig optur stod på toppen og nød


udsigten og stilheden tænkte jeg at her kommer jeg desværre nok aldrig mere. Men skæbnen ville altså at vi her 2 år efter atter var i nærheden af dette fantastiske bjerg -
den mulighed måtte udnyttes. En hurtig rådslagningen aftenen før den planlagte ekspedition gav det ventede resultat - kvinderne ville ikke med - uf ! Frans måtte dog også melde pas p.g.a. manglende udstyr, så det blev Anders, Søren og mig der tog afsted den følgende dag. Vi havde egentlig tænkt os at starte tidligt, men selvfølgelig holdt det ikke. Klokken var næsten 11 inden vi startede Zafiraen og sætte kursen mod

Frankring - og Pic du Canigu. Det er en tur på ca. 150 km det sidste stykke ad en berygtet bjergvej der i løbet af 18 ujævne og stejle km fører en over 2000 m op. Men turen op er beskrevet andetsteds, så det går vi let hen over her. Et par km inde i Frankrig gjorde vi et kort ophold for at tanke. Det var helt rart at snakke lidt fransk igen, efter alt det spansk/catalonske som vi ikke forstod meget af. Men næsten fremme ved Chalet des Cortalets som er bestigningens udgangspunkt i 2150 m's højde, måtte vi konstatere at vejen var spærret med en stor rusten bom. Lidt af en svinestreg da vi så måtte gå en km ekstra
Panorama fra området bag Chalet de Cortales. Man ser stien op gennem lyngbakkerne - d.v.s. det der ligner lyng er alperoser, masser af alperoser.
Foreløbig ser det da ikke så fælt ud. Pic'en er til venstre for billedet - den ses bedre her. (Panorama fra 2008)
og starte i 2000 m's højde. D.v.s. turen ville blive på ca. 10 km og vi skulle ihvertfald 8-900 m op. Men vi steg ud af bilen i den kølige friske bjergluft. Temperaturen var kun 20° - en behagelig afveksling fra lavlandets varme. Efter at have iført os støvler og oppakning gik det opad. Snart var vi ved Chalets des Cortalets og på den dejlige eng/lejrplads derved holdt vi lige en rådslagning om vi var klar til at fortsætte - det kunne jo godt blive lidt sent inden vi var tilbage og man må jo ikke køre på bjergvejen om natten - eller ved nedbør. Vi valgte at fortsætte....
Den forhadte bom..   Drengene nupper lige en puster blandt alperoserne.
Panorama mod nord fra stien et par hundrede meter før Le Pic Joffre - stien fortsætter opad til højre i billedet.

De første 1,5 km var ikke så slemme - der er en bred nogenlunde fremkommelig sti så det
gik relativt hurtigt, selvom den tyndere luft allerede kunne mærkes her. Der var også andre mennesker på bjerget men vi bemærkede ingen i sandaler og shorts - i modsætning til sidst de kom først senere...
I 2350 m's højde ved Le Pic Joffre holdt vi en længere pause for lige at svede af og få lidt at spise og drikke. Mod vest kunne vi se at der var ved at dannes cumulusskyer over de andre toppe i Pyrenæerne. Men de så nu ikke ud til at kunne genere os, så vi fortsatte ufortøvet. Stien fortsatte langs en vestvendt

bjergkam med et ret stejlt fald ned mod Vernet Le Bains udsat for vestenvinden. Ret hurtigt blev vi overhalet af et kontingent ivrigt pludrende unge mennesker af forskelligt køn, der åbenbart havde besluttet sig for lige at smutte op på toppen iført deres sandaler og badeshorts - ja enkelte endda i bar overkrop.
Vi overhalede dem igen en kilometer længere fremme hvor de sad og krøb sammen i en hulning - meget tavse. Den friske kolde vestenvind der blæste ret kraftigt havde tydeligvis taget pippet fra dem. Vi kunne nu godt holde varmen for det gik opad hele tiden
Drengene nyder udsigten ved Pic Joffre - bemærk skyerne..
men til sidst nåede vi hen til foden af selve tinden. Herfra kunne vi iagttage de forfrosne unge slukørede traske tilbage mod Chalet des Cortalets.
Men her klokken 17:15 var vi nu klar til de sidste par hundrede meter mod toppen. De er rigtig stejle og fyldt med klippeblokke så nu blev det noget mere anstrengende. Men en af de førnævnte skyer havde benyttet de sidste timer til at vokse sig til en stor og kraftig klassisk tordensky med en flot ambolt ovenpå og faldstriber nedenunder. Den havde nu sat kursen mod middelhavet, men det så ikke ud som om den ville hen over
Det sidste stykke er temmelig stejlt og stenet.   Vi var glade for Anders' højteknologiske vandsæk
bjerget. Så vi begyndte opstigningen ad stien som nu zigzaggede sig vej op af den stejle skråning. Ind i mellem måtte vi tage hænderne til hjælp, men med et par små pauser og rigelige vandforsyninger fra Anders' vandsæk nåede vi toppen lige før kl 18. På toppen er der en orienteringstavle på en muret rund stenstruktur og et sirligt smedet jernkors. Dette var fuldstændig overhængt med tekstiler i de katalonske farver samt diverse offergaver bl.a. en bjergstøvle og en forrevet stråhat. Et par fyrfadslys - der stadig brændte - fuldendte indtrykket af noget helligt og sandt er det da
  Drengene betragter det overlæssede kors. De stolte bjergvandrere ved orienteringstavlen.
Panorama fra toppen mod øst - der er et brat fald mange hundrede meter ned et par meter fremme. Udkanten af den famøse tordensky ses til venstre. Bemærk også det brunlige lag i atmosfæren. For panorama mod syd klik her - det er fra 2008.
også at bjerget er noget særligt for kaltalonerne. Vi formodede at den nys overståede VM-kamp, hvor Spanien jo vandt VM, måske kunne være forklaringen - selvom Pic du Canigou befinder sig i Frankrig.
Mærkeligt nok var der næsten helt vindstille på toppen, og der var fuldstændigt stille bortset fra vore egne lyde og den bløde piben fra alpeallikerne - en stilhed som man næppe finder nogen steder i Danmark. Det er ligesom ørerne bliver lettet for et tryk fra det konstante lydbombardement som vi ellers er vant til - jeg kan kun beskrive det som meget rart. Nu skulle den velfortjente aftensmad -
tunsalat m. baguettes - nydes, men inden vi fik sat os rigtigt til rette, blev stilheden brudt
af en fjern men umiskendelig buldren - torden !! Lyden kom fra førnævnte sky som nu så ud til at ville ind over toppen - et tordenvejr på en bjergtop er noget af det værste der kan ske så efter en hurtig rådslagning blev vi enige om at droppe aftensmaden, inden helvede brød løs, og komme ned i en fart.
Det var lidt træls idet benene ikke helt var kommet sig efter opstigningen, men det var bare at klø på og ret hurtigt var vi nede af selve tinden, og fortsatte langs bjergkammen.
  Skyen styrede alligevel udenom bjerget..

Efter et stykke tid kunne vi se at vi slap med skrækken, måske også fordi skyen igen skiftede retning. Vi var nu de eneste på bjerget og vi var næsten nået tilbage til Pic Joffre da Anders hørte en underlig lyd - nærmest en mellemting mellem et prust og et fnys. Vi vendte os om og så 3 hjortelignende dyr på bjergsiden bag os - det var gemser !
2 voksne og en unge - eller hvad sådan en nu hedder når det er gemser. . De betragtede os et stykke tid og gik så videre - de lod ikke til at være særligt bange for os. Det var spændende at se disse dyr i naturen så der

blev filmet og knipset flittigt. Herefter fortsatte nedturen i hastigt tempo, vi skulle jo ned ad bjergvejen inden mørkets frembrud. Lidt efter faldt vi nærmest over en mus på stien - det var pudsigt som dyrene kom frem nu, så det var lidt bonus vi fik der.
Kl 20 var vi tilbage ved bilen hvor vi fik lidt baguette og vand inden rysteturen ned ad bjergvejen.
Denne gik uden problemer og vi var nede på almindelig vej inden det blev rigtig mørkt.
Så kunne vi endelig ringe hjem og fortælle at alt var OK - der er nemlig meget ringe mobil-dækning på bjerget. Vi fik at vide at de også

Gemserne kigger nysgerrigt - Klik her for video.
havde observeret tordenskyen over bjergene og var noget bekymrede for os. Den var senere passeret lige nord om L'escala og var fortsat ud over havet.

Vi havde talt om at tage ind et sted og spise på vejen tilbage til L'escala, men p.g.a. det fremskredne tidspunkt var alt lukket - vi fik dog et par gode sandwiches på en tankstation. Klokken blev så godt over midnat inden vi trætte, men en del gode oplevelser rigere, parkerede den godt støvede Zafira ved huset i L'escala.
  Musen på stien - klik for close-up. Skyggerne bliver lange - bemærk også sneen i dalen.