Så vi kørte spændte af forventning ind på skovvejen. Et skilt manede til forsigtighed og bekendtgjorde at vejen ikke måtte bruges om natten eller ved nedbør. At det mentes alvorligt understregedes af en bom der - omend åben, tydeligvis nemt kunne lukkes og låses - vi bemærkede sådanne bomme et
par steder længere oppe af vejen, så det er klogt af checke vejrudsigten inden man kører op, og nok heller ikke vente med at køre ned til det er blevet
mørkt.

Det viste sig nu hurtigt at vejen egentlig ikke var så slem at køre på, det var en knoldet & stenet grusvej, den var meget stejl, der var rigtigt langt ned de
fleste steder, men ellers var den ikke så vanskelig når man ser bort fra de dybe render der var gravet med jævne mellemrum, tværs over vejen, sikkert
for at lede nedbøren væk uden at for meget af vejen ryger med. Disse gjorde at vi kun holdt en fart på ca. 15 km i timen for at undgå at bunden bankede
imod når vi passerede renderne. (Lidt video 4 min DivX, Hires - LoRes)

Men det gik - stille og roligt - opad. Pludselig var vejen spærret af en gummiged der jongelerede med nogle nyfældede træstammer, samt en nysgerrig
ko. Det viste sig at et spansktalende skovhuggersjak var igang med tømmerhugst. Vi troede at nu kom vi ikke videre - men sjakbejdsen forklarede os at
vi blot skulle vente 10 minutter så kunne vi komme forbi. Det viste sig at passe og så kørte vi fornøjede videre. En lille kilometer længere fremme holdt
et par personbiler parkeret faretruende tæt på afgrunden, og vi blev prajet af en kvindelig bilist der advarede os om at der holdt "deux grande camions"
på vejen lige om det næste sving, og at vi nok ikke kom videre. Det ville vi ikke acceptere så vi kørte videre, og ganske rigtigt der holdt 2 store lastbiler
ifærd med at læsse træstammer. Vi fik os lige lirket forbi den første men den anden kunne vi ikke komme forbi. Tømmerfolkene viste sig dog at være
fleksible og på en eller anden måde fik de kantet lastbilen helt ud på afgrundens rand således at vi lige kunne klemme os forbi, så trillede vi - igen -
fornøjede videre.

Da vi nærmede os 1900 meters højde og det tyndede ud i træerne åbenbarede der sig den flotteste udsigt og bjergsider overbroderet med blomstrende
alperoser, så vi besluttede at holde en lille pause for at få hvilet mellemørerne og tage billeder inden vi gav os i kast med de sidste ca. 250 meter i højde
op til Chalet de Cortalets der ligger i 2150 m. Medens vi stod og nød udsigten smuttede en hvid kassevogn forbi med en ung kvinde ved rattet - vi hilste
pænt og fik et sødt smil til gengæld. Nå - vi fortsatte - og efter 10 mins kørsel blev landskabet pludseligt lidt mere fladt og græsklædt og store mængder
af køer klingrede rundt og nød det saftige græs. Så var der lige de sidste par hårnålesving - der var nogle meget dybe hjulspor i selve svingene, men vi
fik kantet os rundt på de høje kanter og kl 13 skrumplede vi ind på P-pladsen ved Chalet de Cortalets blot for at opdage at den sidste ledige
parkeringsplads var snuppet af førnævnte kvindsperson - der var nu heller ikke mere end 7-8 pladser. Efter en del manøvreren fik vi dog parkeret
mellem nogle træer ved siden af P-pladsen - vi steg ud og blev modtaget af nogle hollændere (Efter nummerpladen at dømme) der også havde fundet
vej ind mellem træerne, de tiltalte os på tysk og gjorde opmærksom på at de var tyskere - selvom de altså kørte i en hollandsk indregistreret bil ! Vi
replicerede at det skulle de skam ikke være kede af , vi var danskere selvom vi kørte i en tysk indregistret bil. (Det er sjovt som sådan en ferie i Frankrig
skærper ens sprogsans, normalt er jeg ikke så god til tysk, men her syntes det at være ganske let - ja næsten naturligt)

Medens begge parter morede sig over det pudsige sammentræf dukkede en arrig mandsperson op og gjorde opmærksom på at her kunne vi skam ikke
parkere ! Så vi havde bare at flytte os. Det gjorde vi så - vi måtte så ca. en km tilbage og ca. 100 m ned før vi fandt et andet sted at parkere. Alt andet
var optaget af forskellige jeep-agtige køretøjer - tydeligvis jeep-taxies der ernærer sig af at bringe dovne turister op ad bjerget.

Efter den 2 timer lange tur på skovvejen gjorde vi os nu klar vil selve turen op på bjerget. Vi fik fodtøjet på og smurt os med sololie på udsatte partier
og så var det ellers på med rygsækken og afsted. Vi nåede hurtigt op til Chalet de Cortalets og opdagede at hollænderne/tyskerne alligevel på en eller
anden måde havde fået sig klemt ind på P-pladsen og forlængst var på vej op af bjerget. Lige bag fjeldstationen lå den dejligste lejrplads med en lille
sø, klingrende køer, en enkelt græssende hest, alperoser og smukke gule dværggyvler. Idyllen understregedes yderligere af den flotte udsigt op mod
bjerget, samt en mandsperson der kom gående med 2 store, kølige fadøl inde fra fjeldstationen - dog ikke til os.

Panorama - Lejrpladsen bag Chalet des Cortalets - Bemærk hesten til højre mellem træerne

Vi fortsatte af stien mod Pic du Canigou - ifølge skiltet skulle det tage 1time og 45 min at nå toppen. Efterhånden som vi kom højere faldt tempoet dog
noget - nu kunne den mangelfulde træning inden ferien godt mærkes, men vi tog det stille og roligt - med hyppige pauser, hvad der også gav rig
lejlighed til at filme og tage billeder. (Se billeder på kortet). Men hvor var der flot ! Trods den lette dis var der en fantastisk udsigt og trods højden var
der en masse blomsterplanter buske o.l. faktisk ligesom man ser i Alperne, komplet med de førnævnte alperoser og Enzian - den blå bjergblomst som
man bruger til snaps i Østrig .
Temperaturen faldt naturligvis også med højden. Fra lavlandets godt 30° til knapt 20° ved Chalet De Cortalets hvilket meget godt passer med
tommelfingerreglen om at temperaturen falder 0,5° for hver 100 meter højde. Det var faktisk meget behageligt når man nu skal anstrenge sig. Stien
var rimeligt godt afmærket med gule streger og forholdsvis nem at gå på - men da vi nåede det stejle område overstrøet med klippeblokke der udgjorde
de sidste par hundrede meter til toppen, blev det noget sværere. Dels var det svært at finde stien som jo nærmest bestod at sten og klippeblokke, dels
var det meget sværere at forcere klippeblokkene og stenene. Processen kaldes på engelsk "scrambling" jeg kender ikke et passende dansk ord.
Den noget tyndere luft gjorde sig nu for alvor gældende i vore lavlandslunger, men kl 16 stod vi på toppen i 2784 m´s højde, omgivet af hvirvlende,
opstigende skyer og sorte kragefugle.

Efter at have fået pusten igen beundrede vi den fantastiske udsigt, man må sige at Pic du Canigou er en rigtig bjergtinde - der er ikke megen plads på
toppen og der er meget stejlt til alle sider, her var placeret en rund stenstruktur med en planche ovenpå der angiver hvad man ser i de forskellige
retninger. Et par meter lavere var der et lille plateau på vel en 50 m2, her var der placeret et kors sirligt smedet sammen af jernstænger, dekoreret med
en klud i de katalanske farver, i korsets fod lå der nogle småting (offergaver ?), bl.a.et lille termometer - det viste 16° jeg tror nu at 14° grader er mere
realistisk idet termometret ikke lå helt i skygge. Alligevel kunne vi sagtens holde varmen i vort sommertøj p.g.a. det klare solskin og "restvarmen" fra
opstigningen. Nu meldte sulten sig for alvor og vi satte os til rette på en passende klippeblok med vore dåser tunsalat & baguettes, og slappede af i det
skarpe sollys på toppen af Catalonien.

Nå - men det var jo efterhånden sent på eftermiddagen så vi måtte ned igen. Det foregik af samme vej som opstigningen selvom der er andre veje ned.
Det skal lige bemærkes at mobildækningen i området er meget sporadisk - vi modtog en sms på vejen op hvor den øvrige familie ville høre hvordan det
gik - men det lykkedes ikke rigtig at få etableret en kommunikation, så vi var noget bekymrede for om de andre nu troede at der var sket os noget.
Men nedstigningen gik glat, vi havde ellers snakket om at tage en "pression" (fadøl) på fjeldhotellet for at fejre sejren, men det droppede vi for at komme
hurtigere ned hvor der var mobil dækning. Så var det ind i bilen og de 23 km ned ad bjergvejen som klarede vi på rekordtiden 80 min. - skovhuggerne
og deres maskiner var forlængst gået til fyraften - og så videre tilbage til St. Cyprien Plage hvor vi dukkede op kl 21.30 medbringende et par velfortjente,
store, lækre, pizzaer indkøbt hos den lokale "pizzavogn", samt en kvast alperoser til fruen.