St. Michaels Mount
Hovedgaden - og Søren - i Marazion. Byen med dette pudsige u-engelske navn ligger lige overfor St. Michaels Mount. Man kan også sige at St. Michaels Mount ligger lige ud for Marazion. Der er ikke megen plads, når bussen skal igennem de to huse, hvor vejen er smallest.
Mandag den 22 Juli.

Denne, vor sidste hele dag i Cornwall, havde vi afsat til at at besøge Cornwalls pendant til Mont St. Michel i Normandiet, nemlig St. Michaels Mount.
Som sin franske navnebror består den af en
klippe med en større bebyggelse ovenpå.
I dette tilfælde et slot - eller en fæstning.
Rent geologisk har de to lokationer faktisk meget tilfælles - hovedbestanddelen er nemlig

en granitintrusion i den omliggende klippemasse.
Dog er den franske udgave noget ældre end
den cornwallisiske.
Turen dertil gik ganske gnidningsløst, men det var efterhånden blevet noget overskyet. Stadig var det dog ganske varmt.
Da vi ankom til byen Marazion, som er udgangspunktet for besøg, viste der sig at være højvande, så ebbevejen derover var dækket at mindst to meter vand.

Der var dog masser af både der tilbød ture for nogle få punds penge, så det benyttede vi os af. (Video) Efter ilandstigningen betalte vi entreen og begav os ind i området.
Det første man ser er en række huse, som sikkert har været boliger for supportfolkene
(Tyendet o.l).
Derefter en plæne, bestykket med meget store Yuccapalmer, før man når trappen, som fører op til selve slottet. Det skal siges, at der er nogle store flotte haver omkring klippen,

St. Michaels Mount, set fra Marazion. Der er noget diset. En enkelt båd er på vej over. Marazion og den oversvømmede ebbevej, set fra Mount'en. Selve slottet/fæstningen troner på toppen af knolden.

men disse var desværre lukkede denne dag. Så vi så kun haverne oppefra.
Lidt baggrund: St. Michaels Mount har siden
midten af 1600-tallet tilhørt familen St Aubyn. I 1956 overdrog familien dog ejerskabet af det meste af øen m.m. til National Trust, mod at kunne få lov at bo på slottet i 999 år og styre den offentlige adgang til slottet og øen.
Under 2 Verdenskrig blev øen befæstet og det siges, at den tyske udenrigsminister von Ribbentrop havde tænkt sig at bo på slottet, hvis ellers den tyske invasion af UK var blevet til noget. Det blev den jo som bekendt ikke.

  Disse Yuccapalmer kan gro ude her p.g.a. det milde klima. I baggrunden trappen til selve slottet. Slottet er godt bestykket. Dette skyts kan nok ikke gøre megen skade. Der forefindes dog større pjecer
En af borggårdene - denne vender ud mod havet.

Efter en forbløffende svedig opstigning i det varme og lumre vejr, nåede vi op til selve slottet. Vi havde valgte selv at gå rundt, men der var også guidede ture formedelst slotsherren selv.
Der var forbløffende meget at se inde i slottet og også udenfor, så der gik en 2-3 timer med at se det hele.
Så var det bare at traske ned igen til havnen,
for det var ved at være sidste chance for at komme med en båd tilbage til Marazion.
Vel tilbage i byen fik vi noget god aftensmad, før vi kørte videre til Poldhu.
Nedenfor lidt flere billeder.

Slottet har selvfølgelig egen kirke, komplet med mosaikvinduer -
  - og orgel. Det er Slotsherren der guider. Det er ham med den blå vest, længst tilbage mod panelet.
En fin sal til lidt større affodringer. Komplet med våbenskjold og anden heraldik. Der har været fine gæster i tidens løb. Klik på den lille grønlige tavle i gavlen under skorstenen. Noget der ligner et venteværelse.
Herreværelset eller biblioteket, drønhyggeligt. Bemærk pejsen og kulspanden.
Der udføres vedligeholdelsesarbejde på stedet iført diverse sikkerhedsudstyr. Vi måtte nøjes med at se haverne ovenfra. Mere her. Et meget dekorativt parti - se det i 3D her.
I kælderen en ganske velassorteret våbensamling. Det er vist gået hårdt til igennem tiden. Denne fugleart var ganske talrig på øen. Det er en rødkælk, kaldes også rødhals. Der var mange finurlige steder man kunne gå. Her er der ret langt ned.