Lizard Point, Kennack Sands & Coverack
Et kig ned på den gamle redningsstation i Polpeor Cove ved Lizard Point. Vi ville gerne have været nede og kigge på klipperne,
da der skulle være en forkastning i dem. Men den gik ikke - vejen var spærret p.g.a. nedstyrtningsfare.
Fredag den 19 Juli.

Efter at have kravlet rundt på Roche Rock, var der nogle flere geologiske seværdigheder, der skulle beses. Den første af disse var Lizard Point, det sydligste punkt i "Fastlands-UK".
Umiddelbart før selve Lizard Point, skal man igennem en by der, pudsigt nok, hedder Lizard. Denne havde tydelig karakter af bade/ferieby. (Video) Hvad der er lidt underligt, da den ikke ligger ved en strand, men der er da strande i området.
Efterhånden som vi nærmede os, blev vejen
smallere og smallere og til sidst endte endte vi på en parkeringsplads, hvor en mandsperson opkrævede penge for at parkere. Jeg mente imidlertid, at der var en P-plads tættere på, så vi tog en tur mere rundt. Det viste sig dog, at alt var optaget, så vi vendte tilbage til den første og betalte de få pund til den skævt smilende, P-vagt.
Nå - ned til selve point'et. Der var en fin gangsti, så det var ikke noget problem. Der lå en lille cafe yderst, men vi gik forbi denne og ned for at komme hen til klipperne ved den nedenfor liggende Polpeor Cove.
Men den gik ikke p.g.a. ustabile forhold i
klinten.
Så vi vendte tilbage til cafeen hvor vi indtog en let og lækker frokost.
Så gik vi lidt rundt i området (Video) som tydeligvis er varmere end andre dele af UK. Der groede bl.a. sukkulenter og tamarisker.
Vilde kaniner var der også.
Så var det videre til næste punkt, nemlig
Kennack Sands. Først skulle vi dog lige klemme os ud fra P-Pladsen via den smalleste hulvej, komplet med høje stengærder som sider, som jeg nogensinde har set. Det lykkedes dog at lirke audi'en uskadt igennem. (Video)
Taget på den ene bygning er tydeligvis blevet bombet af
store klippestykker. Se det i 3D her. 		Den lille hyggelige cafe. Der er selvfølgelig også et fyr på stedet.
Et kig til den anden side. Smukt er her.
Denne sukkulentart så vi sidst i sydfrankrig. Her trives den også fint og danner store bevoksninger. Close-up af tamarisk også en varmeelskende plante. En ganske stor katost.
Kennack Sands, man aner allerede her den komplekse geologi i klipperne. Selv stengærderne viser en forbløffende variation. Her er også en lille cafe/kiosk og der var også badegæster. De hvide partier i klipperne består sandsynligvis af kaolin, klik på det største for close-up.


Efter at have fundet en P-plads ved Kennach
Sands gik vi ned på stranden for at se nærmere på de tilstødende klipper.
Lizard-området er nemlig berømt for sin geologi bl.a. forekommer stenarten serpentinit, denne kan antage mange former og farver, men kendes især på sine snoede årer af lysere mineraler. Stenarten bruges til at lave flotte ting - søjler, vaser o.s.v.
Vi blev da heller ikke skuffede, der var masser af det i klipperne, som i det hele taget bar præg af en kompleks geologi.
  På vej mod stranden. Ja vejene er smalle her - også. Så er vi på stranden og området tages i øjesyn.
Albueskæl, hedder disse tingester på stenen. Rurer og nogle underlige bløddyr - eller hvad det nu er. En underlig hvid åre strækker sig gennem klipperne. Den skal undersøges.

Medens den mandlige del af ekspeditionen havde travlt med klipperne, koncentrerede
Birgit sig om dyrelivet på samme.

Efter et par timer skulle vi så videre til det sidste punkt i dagens geologimaraton, nemlig
Coverack, hvor der skulle være en interessant
overgang mellem jordens skorpe og kappe.

Så vi traskede tilbage til bilen, med en bærepose tung af gode håndstykker (Som sådan nogle hedder i geolog-sprog)

Der knipses. Klik for at se hvad der var i feltet.   Havet har gravet sig noget ind i serpentinitten her.
En naturlig kumme af serpentinit.. En intrusion af en mørkere stenart, formodentlig basalt
eller diabas. 		En større intrusion. Der er rigtig rodet rundt i det.
Panorama ud over stranden ved Coverack. Der er vist havnefest i byen, men det er jo også fredag.
Vel ankommet til Coverack, blev vi mødt af en planche, der meget godt forklarer sagen.
Så vi gik fortrøstningesfulde ned på stranden
for at finde denne berømte overgang.
Det viste sig at være mere end vanskeligt, da
store partier af stranden var dækket af sand.
(Lidt video)
Til sidst gav vi op og trøstede os med, at vi nok var gået hen over grænsen mellem jordens kappe og skorpe, uden at kunne se det.

Så kørte vi mætte af dagens oplevelser, men ikke af mad, "hjem" til St. Austell og fredags-pizzaerne

Denne planche, opsat ved nedgangen til stranden, forklarer meget godt hvad det drejer sig om.   Noget basalt - der er basalt i overgangszonen. Men nærmere kom vi det altså ikke.