Cligga Head
Det - i geologiske kredse - ret kendte stenbrud på Cligga Head. Egentlig ser det ret upåfaldende ud, men der er interessante strukturer og mineraler.

Søndag den 21. juli.

Sidste punkt på, dagsordenen var så
Cligga Head. Er ret kendt geologisk lokation, som vi så hen til med en vis forventning.
Området er ret mineralrigt, bl. a. er der blevet udvundet wolfram og tin her.
Cligga Head ligger ca. 3 km sydvest for Perranporth og lidt nord for Perranporth Airfield ud til kysten og afsluttes mod havet af nogle meget stejle klippesider.
På stranden skulle der ligge en del interessante mineraler og dernede var der

også en indgang til en forladt mine, hvor man skulle kunne finde krystaller af wolframit og cassiterit. Der er en sti ned til stranden, men den er ret stejl og ikke for gangbesværede.

Nå, men det lykkedes at finde stedet, det er ikke afmærket, men vi fandt det på GPS-koordinater og sidst på eftermiddagen parkerede vi på en støvet plads
foran nogle bygninger, der måske hørte til den nu nedlagte wolframmine lige ved siden af, så var der bare en ganske kort gåtur, hen til bruddet.
Området i øvrigt viste sig at være naturskønt, med en mængde forskellige blomsterplanter, trods de barske forhold her.
Vi drenge gik straks i gang med at beundre
geologien, medens Birgit tog sig af at undersøge floraen.
Geologien skuffede heller ikke, der var både
mineralrige mørke årer i granitten, samt
kaolin fra nedbrydningen af feldspat i granitten - godt, at der var tørt, ellers havde der nok været noget mudret.
(Video)
Ja - så er det gåben, resten af vejen - men der var nu heller ikke ret langt. Der står vist 'No Parking' på de forfaldne bygninger... Vi beundrer de fine greisen-årer (Som det vist kaldes)
Stenbruddet, fra en lidt anden vinkel - og længere væk fra. Bemærk de sorte striber i klippen til højre. Greisen kaldes de. Lidt 3D her. Lyngen klarer sig godt her.
Der knipses helt ude fra kanten, for at få det hele med.
Sådan ser det ud til den anden side. 		I denne klippe er greisenårerne særlig tydelige. Det er
også den man altid ser i omtalen af stedet. 		Close-up af en åre. Det ligner lidt en sildefilet, set ovenfra. Indeholder wolframit og cassiterit.
I mellemtiden gik Birgit rundt og knipsede
floraen i området, der som nævnt, var ganske artsrig. Der var lyng, margueriter og kællingtand. For blot at nævne nogle få.
Også her var temperaturen godt oppe i tyverne, men en frisk brise fra havet, gjorde
det alligevel ganske behageligt.

Da vi var færdige med stenbruddet, ville vi ned på stranden, som dog så helt overskyllet ud.
Stien derned kunne vi heller ikke finde, så
det så ud til, at vi måtte opgive den del af ekspeditionen.
En masse margueriter   Lyng og kællingetand m.m.
Pludselig dukkede et par mandspersoner,
slæbende på fiskestænger og andet grej, op. De havde været nede på stranden, men havde ikke fanget noget. Nu kunne vi se hvor stien var, men da Birgit så så den, blev der øjeblikkeligt nedlagt forbud mod at gå ned ad den.
Det rettede vi os modvilligt efter, men trøstede os med, at det hele alligevel nok var overskyllet dernede.

Så fik vi knipset nogle flere billeder og vendte
så snuden tilbage mod St. Austell, alligevel
rimeligt tilfredse med dagens forløb.
A broader view. Et kig ned på stranden, som desværre var næsten helt overskyllet - højvande.  
Stien slynger sig ned gennem denne kløft. Kløften er
nemmere at se i 3D. 		I kløftens modsatte side, ses nogle huller, som jeg bilder
mig ind, stammer fra tidligere minedrift. 		Sådan ser det ud til den anden side. D.v.s. i nordlig retning.