Scotland 2007
En voldsom regnbyge er lige draget over øen Iona - flot er det.

Juli 2007

Allerede sidste år havde vi haft planer om at besøge Scotland i sommerferien, ingen af os har været der før, men vi havde længe haft lyst til at besøge whiskyen og sækkepibernes land. Den gang kiksede det fordi Birgit pådrog sig fik en dårlig fod -og så vi måtte pænt blive hjemme i DK. Det blev så til en uge i sommerhus på Bogø, hvilket nu heller ikke var helt ringe, men det er en anden historie.
Det var samtidig premiere på en ny rejseform, hvor vi flyver til destinationen og derfra lejer en bil til den videre færd. Så slipper man for den strabadserende lange biltur helt fra hjemmet til bestemmelsesstedet, en
taktik vi ellers har brugt meget. Men dels er vores Passat ved at være noget gammel, dels var vi ved at være trætte af de lange motorvejsture, krydret med frygten for timelange køer i sommervarmen i den u-airconditionerede bil. Specielt for UK ville det også være en fordel at få en bil hvor rattet sidder i den rigtige side
til deres venstrekørsel.
Efter lange og svære overvejelser blev vi enige om at flyve til Edinburgh, Scotlands hovedstad og bo der en 2-3 dage, først derefter ville vi afhente den bestilte lejede bil til den videre tur.
Ruten skulle - efter en lille afstikker sydpå til Roslyn Chapel (Læs: Den hellige gral) gå nordpå til Inverness. Derefter hen langs Loch Ness (Uhyret) til Fort William for at bestige Ben Nevis. Videre til Oban for at komme med færgen til øen Mull hvor vi ville opholde os en 2-3 dage for bl.a. at se Iona og den berømte ø Staffa med Fingals Cave.
Så ville vi endelig med færgen tilbage til Oban og så via Glasgow til Nordengland for at se Hadrians Wall før turen sluttede i Newcaste Airport hvor vi havde booket fly hjem via det lille flyselskab Cimber Air.
Hvis vi undervejs på turen kom forbi et whiskydestilleri eller 2 ville det heller ikke være ringe.


Men 12 dage - godt & vel skulle hele turen tage.
Flyveturen til Scotland fik Sterling lov til at levere - det blev så fra Kastrup lufthavn. Det var trods alt det billigste.
En halvanden måned før afrejsen - midt i detailplanlægningen - fik jeg pludselig ondt i mit højre knæ - det blev værre og værre og til sidst måtte jeg søge læge i det lønlige håb om at der måske kunne gøres noget inden vi skulle afsted - udsigten til at rende rundt med et dårligt knæ i Scotland var ikke opmuntrende. Hun mente det var slidgigt og jeg fik nogle ret skrappe piller.
Det hjalp imidlertid ikke og vi blev enige om at få knæet røntgenfotograferet - jeg kunne komme til sidst i august...
Så kontaktede jeg den private sygeforsikring som jeg havde gennem mit firma, jo - jeg kunne få knæet MR-scannet et par dage efter - ingen problem og hvis der var noget galt kunne jeg også få knæet opereret en uge efter. Scanningen viste ikke noget voldsomt alvorligt, men dog noget der kunne ordnes med en operation. Lægen jeg snakkede med på privatklinikken
mente at en operation ville løse problemet, men samtidig mente han også at der ikke ville være noget problem i at tage afsted med knæet i den tilstand det var nu - knæet skulle nok sige stop før det låste eller noget andet alvorligt skete. Så det endte med at operationen blev udsat til efter turen p.g.a. usikkerhed om at knæet kunne nå at komme sig efter operationen.
Da knæet især skabte sig når jeg gik i de store vandrestøvler købte jeg nogle vandresko og efter at havde cyklet en del og gået lange ture i skoene de næste par uger var problemet svundet til et håndterligt niveau.


Udsigten fra Edinburgh Castle over Edinburgh mod Arthurs Seat en godt 300m høj vulkanrest midt i Edinburgh


Så vi kørte afsted som planlagt den 8/7 i passaten til Kastrup Lufthavn. Heldigvis var vi i god tid for der var lange køer ved check-in i lufthavnen, men vi kom da ind i den rigtige afgangshal og opdagede at en af Anders' klassekammerater fra gymnasiet også skulle til Edinburgh med sin familie. Det var god tid til at more sig over dette pudsige sammentræf for vi måtte vente næsten en time før det behagede flyet at dukke op. Det var en - ikke helt ny - 737 i Sterlings karakteristiske røde farver.
Men om bord kom vi - og så gik det ellers afsted. Det var første gang drengene var oppe at flyve, men heldigvis synes de det var en fed oplevelse og nød tydeligvis turen .
Efter en flot flyvetur over Sjælland, Jylland, nord om Fanø, over Nordsøen og hen over Lindisfarne i Nordengland, lagde flyet, efter 1 time og 45 min. - og nogenlunde rettidigt - an til landing i Edinburgh, og så var vi endelig i Scotland.

 


Vi gik glat igennem paskontrollen og fandt hurtigt en taxa udenfor.
Det var en pudsig oplevelse at køre i en af disse "London-taxier" og efter en længere køretur var vi fremme ved vores opholdssted de næste 3 dage, nemligArden Guest House.

_______________________________________

Hjemturen begyndte med at vi forlod det sidste overnatningssted i England - Old Ridley Hall - efter en god solid morgenmad. Vi skulle flyve hjem fra lufthavnen i Newcastle og den var jo ikke så langt derfra og da vi først skulle flyve kl 17 kunne vi sagtens nå at tage et sidste kig på Hadrians Wall - denne
gang ved Housesteads Fort . Her var muren mere velbevaret end ved Walton-Craggs og man kunne se den slynge sig over bakkerne langt ud i det fjerne. Ja der var faktisk lidt kinesisk mur over det - dog i mindre format.
Efter at have dasket rundt der et par timer gik turen så
videre til Newcastle Airport hvor også bilen skulle afleveres. Det gik også uden problemer, blot kunne vi


ikke finde et sted at tanke. Efter at have kørt rundt i området omkring lufthavnen en halv times tid gav vi op og kørte ind på lufthavnsområdet, hvor jeg satte Birgit og drengene af ved afgangshallen, hvorefter jeg
kørte hen og afleverede bilen. Det gik uden problemer, men kostede dog en lille ekstraregning til benzin. Så traskede jeg tilbage til afgangshallen.
Sikkerhedskontrollen var meget striks og da kontrolløren fandt min barberhøvl og barberblade i håndbagagen var der stramme miner. Jeg slap dog med at få de formastelige effekter beslaglagt.
Så var det bare at vente på at det behagede flyet fra Cimber Air at dukke op.
Det var en Bombardier CRJ200 med plads til 50 passagerer. Den er jo ikke så stor indeni som en 737'er men meget komfortabel. Birgit synes dog den var en smule klaustrofobisk.
Men afsted gik det, og det hjalp lidt på Birgits humør da der blev delt gratis sandwiches ud. Vi havde endda det held at se vores hjemby fra luften under turen tilbage København, hvor vi landede stort set til tiden. Så måtte jeg igen ud at gå denne gang en 2-3 km for at hente bilen, og så var det bare hjem til Århus.

Resterne af Hadrians Wall slynger sig over bakkerne i det kuperede landskab i Northumberland.