Marconis Radiostation, Poldhu, Cornwall UK.
Panorama ud over marken hvor radiostationen lå, som tavlen fortæller om. Her er noget øde og kvierne ser ud til at være glade for lidt selskab. Masterne og antennerne af moderne tilsnit og altså ikke en del af Marconis station. Klik for panorama fra marken i modsat retning.

Mandag den 22 juli 2013.

Når vi nu alligevel var i Cornwall skulle vi da lige se stedet for Marconis radiostation, hvorfra den første trådløse transmission til
Island jo udsendtes, som vi jo på mindepladen
ved Höfdi i Reykjavik i 2012.

Så på vejen tilbage til St. Estell, efter besøget på St. Michaels Mount, tog vi lige en afstikker
for at se stedet.
Det ligger et ret øde sted ud til havet, men det var vist også meningen, Marconi ville have fred til sine eksperimenter.

Stedet forvaltes i dag af de lokale radioamatører og en hjord nysgerrige kvier, holder græsset nede.
De (radioamatørerne) har indrettet et lille
museum, som de har navngivet "Marconi Centre". Dette var dog lukket og forladt, sikkert p.g.a. det fremskredne tidspunkt.

Men det var altså her Marconi sendte de første radiosignaler over atlanten, og også de
første til Island, hvad man dog ikke nævner
noget på tavlen, der er sat op ved gærdet
til marken, hvorpå stationen lå.
Som sagt var der en del kvæg på marken,

Anders mente endda at have spottet en tyr, men jeg skulle nu ind og se. Der var ikke meget tilbage, udover nogle rester af fundamentet til stationsbygningen og nogle
betonblokke der var brugt til at fortøjre
antennerne. Helt ude for enden af marken
ud mod havet, er der opsat et mindesmærke, men jeg måtte opgive at komme helt derhen
p.g.a. sværmen af nysgerrige kvier som
nysgerrigt flokkedes omkring mig.
Så jeg trak mig tilbage til den øvrige, udenfor hegnet, ængestligt ventende familie.
Umiddelbart op ad stedet ligger det hotel som
Marconis folk boede på, det var stadig i drift.

Det er uden tvivl et dejligt sted når vejret er godt, der er endda en lille badestrand i en nærliggende indskæring, men det grå vejr
fremkaldte en underlig øde og forladt stemning over området.

Men så havde vi altså set det.
Herefter kørte vi tilbage til St. Austell, hvor vi brugte resten af aften til at pakke det vi kunne.
Vi skulle jo begyndte hjemrejsen dagen efter.

Mindesmærket og kvier.
Tavlen ved gærdet der fortæller om stedet historie.