Omkring Myvatn
Panorama ud over pseudokraterne ved den sydlige ende af søen Myvatn, ved et sted med det mundrette navn Skútustadagígum. Det er her de er flottest. Desværre er der blevet noget skyet og der driver byger rundt hist & her.

Torsdag den 19 juli.

Denne dag havde vi aftalt at udforske området omkring søen Myvatn, et område, som er velspækket med geologiske seværdigheder.

Så vi drenge startede fra Akureyri sidst på formiddagen og var fremme ved dagens første seværdighed, nemlig pseudokraterne ved den sydlige ende af søen, en times tid senere. Disse kratere er dannet af dampeksplosioner hvor glødende lava er løbet hen over vand, og er derfor ikke "normale" vulkankratere.

Kort over området, vi tog den korte tur.   Et af kraterne, det ser da meget fredeligt ud.

Navnet Myvatn hentyder i øvrigt til rigelige forekomster af myg og lignende utøj omkring søen, særlig er den kendt for sværme af mitter. Disse udmærker sig dog ved kun at være irriterende, de bider ikke som deres mere blodtørstige slægtninge andre steder i verden. Myg forekommer, men det er ikke stikmyg. Faktisk findes der ikke stikmyg nogen steder i Island, hvilket er et stort plus for landet.
Så vi parkerede og steg ud af bilen, og der var ganske rigtigt mange mitter, de sværmede om hovedet på os, men gjorde ikke andet så det vænnede vi os hurtigt til. Desværre var

det blevet gråvejr, og der var byger i det fjerne, men det gjorde egentlig ikke noget. Vi kunne jo sagtens se alligevel. Vi tog den mageligt korte tur rundt i området, og de var da også interessante, disse kratere, der forekom i et stort udvalg af størrelser. Der var også en del fugle på stedet, ligesom der er andre steder ved Myvatn, hvilket sikkert bl.a. skyldes de rigelige forekomster af insekter.
Derefter kørte vi videre til det næste punkt på listen, denne gang et rigtigt vulkankrater,
nemlig Hverfjall.

Søren med et fint krater i baggrunden.    
Søren og krateret. Hverfjall er ca. 1 km i diameter langs den øverste kant. Man kan gå de godt 3 km hele vejen rundt, hvis man skulle have lyst til det. Til højre ses noget af Myvatn.

Så vi fortsatte mod øst og senere nord ad route 848 og ca 1,3 km efter afkørslen til Dimmuborgir (Mere om disse senere..) går en vej fra til højre. Ad denne skrumpler man først godt en km. gennem birkeskov og så yderligere en km langs foden af krateret til en parkeringsplads hvorfra opstigningen begynder. (Video) Der var en del mennesker her, så det var tydeligvis et populært turistmål.
Vi spiste lige et par medbragte klemmer inden opstigningen som var ganske let, ikke værre end en tur op ad Himmelbjerget, og snart stod vi på kraterranden. Det er et

smukt krater der består af tefra, altså brokker og aske fra et gigantisk, men kortvarigt udbrud ca. 2500 år f.kr. Der er også en flot udsigt over Myvatn og andre vulkanske formationer i området.
Lidt nord for ligger et badested a. la. den Blå Lagune, og endnu lidt længere nordpå et geotermisk værk, Bjarnarflag, Islands første.
det startede i 1969.
Men efter at have nydt synet et stykke tid
gik vi ned igen, vi skulle jo videre til næste punkt på listen. Nemlig det smukke vandfyldte krater Víti - hvilket betyder helvede på Islandsk...

  De 2 små dampsøjler er fra det varme bad Jarðböðin við Mývatn, den store fra kraftværket Bjarnarflag.
Panorama over det flotte eksplosionskrater Víti. Det er dannet på kun 2 dage under de berygtede Mývatnselder i første halvdel af 1700-tallet, og vidner om de voldsomme kræfter der gemmer sig i området. Der går mennesker langs kraterranden. (Video)

For at nå hen til dette krater fortsatte vi
nordpå ad route 848 indtil denne støder til Ringvejen (1). Her kørte vi mod øst og efter 6 km til venstre ad vejen mod Kraflavirkun (Kraflaværket). Herefter er det bare at følge vejen til man kommer til Víti.
Umiddelbart efter at vi var svinget ind på vejen til Kraflavirkun bemærkede vi en parkeringsplads, hvorpå en bruser - med en toiletkumme ved siden af - pølede vand ud. Den måtte vi se, men vi valgte nu at se Víti først. Dette var da også et flot, vandfyldt krater. Det er ikke nær så gammelt
som Hverfjall - det er dannet i 1700-tallet.

Efter at have nydt synet besluttede vi at gå lidt tilbage for at undersøge hvad det var for en voldsom dampsky der stod op ved siden af vejen. (Video)
Da vi nåede derhen kunne vi godt se at det her var noget særligt. Der var et voldsomt tryk på dampen, som væltede op af et rør i jorden og en lille tue ved siden af. Det viste sig at være et borehul lavet af IDDP (Iceland Deep Drilling Project). Hensigten med dette projekt var her at bore 4,5 km ned i undergrunden for at få damp så varm, og under så højt tryk at den er superkritisk.
D.v.s. ikke indeholder vand, som man skal bøvle med at få skilt fra, inden dampen kan bruges i en turbine. Desværre nåede man kun godt 2 km ned inden boret ramte flydende magma og gentagne gange sad fast. Men dampen der kommer op af hullet er god nok, over 400° C og i så store mængder, at der kunne produceres 50MW el - bare fra denne ene boring. Ret imponerende.
Det overvejes p.t. hvordan man skal udnytte
den.
Lige ved siden af groede disse blomsterplanter uanfægtet af de voldsomme kræfter under dem. De kaldes Dryaslyng.
Drengene betragter den voldsomme dampudstrømning fra IDDP. Her er vi noget tættere på, bemærk at dampen er usynlig lige når den forlader røret. Man kunne kalde dette: Opstilling på p-plads for kumme og varm bruser med søvnig måge på bord.
Det var nu begyndt at regne, så vi gik tilbage til bilen for at køre videre til det næste punkt på dagsordenen. Ca. en halv kilomter tilbage ad vejen kører man ind på en P-plads, og herfra går en sti ind til det fantastiske område Leirhnjúkur som markerer centret i vulkanen Kraflas krater.
Desværre var det nu begyndt at regne, så vi besluttede at køre tilbage til bruseren og kummen på P-pladsen, da det ikke så ud til at regne der. På vejen passerede vi Kraflaværket (Video) som dampede og hørmede. Fremme på P-pladsen kunne vi konstatere at det var behageligt varmt vand

der kom ud af bruseren. Hvorfor den kørte hele tiden fandt vi ingen forklaring på, ligesom vi heller ikke fandt nogen forklaring på toiletkummen ved siden af , men måske er der tale om et kunstværk ?
Tilbage på forrige parkeringsplads var det så småt holdt op med at regne, så vi begav os til fods hen til det spændende område omkring
Leirhnjúkur. Dette område var skuepladsen for de såkaldte Krafla-udbrud (Kröflueldar) som var en række vulkanudbrud langs en mange kilometer lang spalte hvis sydlige ende netop var her. Udbruddene strakte sig fra 1975 til 1984 og resulterede i et 26 km2,

stort, endnu rygende lavafelt, samt en spredning af kontinentalpladerne på op til 9m. Dette område var noget at det højest prioriterede på listen over ting der skulle ses i Island, og det skuffede da heller ikke ! Allerede efter et par hundrede meters gang bemærkede vi små sprækker i den ældre lava, som tegn på at det her er et geologisk aktivt område og efter en kilometers gang nåede vi et underligt leret område med en bakke. Det var selve Leirhnjúkur og i kanten af bakken lå en fantastisk flot kogende mudderpøl. Der var lagt en gangbro af træ ud omkring pølen da dette

 

Den flotte, kogende mudderpøl i kanten af Leirhnjúkur, normalt er der mere vand i den, men de tørkelignende forhold denne sommer havde åbenbart mindsket vandtilstrømningen. Leirhnjúkur kommer af leir - som betyder ler eller mudder og hnjúkur som betyder bjergtop, altså lerbjerg - eller lertoppen.

er et geotermisk område og man kan komme til at træde i noget meget varmt !
(Video)
Efter at have beundret den flotte pøl et stykke tid og vores næser var ved at blive trætte af den karakteristiske hørm, begav vi
os videre ad stien. Ret hurtigt var det slut med plankerne og vi befandt os nu i et fantastisk område af vilde, dampende lavaformationer. Det var lavaen fra Kröflueldar ! (Video)
Det kan nok være drengende fik fisket deres smartphones frem og begyndte at knipse
løs, og da jeg jo også var bevæbnet med både foto og video, så det ud til at turen gennem

  Fodsporene vidner om at der er nogen der ikke helt
har forstået at det er farligt at gå fra gangbroen !
Et lille dekorativt afløb fra pølen, som befinder sig i hulningen i øverste venstre hjørne af billedet.

lavaen ville blive særdeles veldokumenteret.
Det var utroligt så mange former og farver
lavaen kunne antage, lige fra blålige nuancer over røde partier, hvor jerninholdet var oxideret, til gulligt og hvidt hvor lavaen var kemisk forvitret af den opstigende damp.
Der var huler hvorfra der strømmede behagelig, varm luft ud, osende hulninger og
nogle steder var stien endda varm at gå på.
Efter at have bevæget os gennem dette fantastiske landskab et stykke tid bemærkede vi en lang rygende spalte i lavaen. Det var noget af udbrudsspalten hvorfra der stod fontæner af lava op i sin tid.

Så er vi inde i det varme rygende lavafelt..   Lavaen granskes.
I umiddelbar tilslutning til denne et endnu rygende krater.
Spalten var delvist kollapset og fyldt op, men det var tydeligt at der havde været voldsomme kræfter på spil her, og varmt var her da stadigvæk. (Video)
Efter at have undersøgt spalten fortsatte vi til det lille krater, som var kollapset i den ene side så man kunne se ind i det. Man kunne nemt foretille sig hvordan lavaen var strømmet ud her. Lavaen var meget "frisk" altså ikke forvitret, og brokkerne knasede med en sprød, klingende lyd når man gik på den. (Video) .
Behagelig varm luft strømmer ud her. Et noget kaotisk område - der er temmelig varmt her.  
Her ser vi den rygende udbrudsspalte i sin helhed, samt krateret ved siden af. Klik på krateret for close-up af dette.
Langs udbrudsspalten. En meget farverig formation i nærheden af spalten. Søren ved den store og dybe sprække.
Tilbageblik over lavahavet. Der er enkelte endre mennesker i billedfeltet..

Men tiden går jo hurtigt sådan et sted og da klokken efterhånden havde sneget sig om på den anden side af 20, måtte vi hellere se at komme tilbage til bilen, for der var stadig en ting der manglede i dagens program. Først skulle vi dog over en imponerende dyb spalte i jorden, der vidnede om at her var der altså noget der var trukket fra hinanden.
Tilbage i bilen kørte vi tilbage, samme vej som vi var kommet, forbi Kraflaværket og ned langs Myvatn til vi kom til Dimmuborgir.
Navnet dækker over et område dækket af voldsomme forvredne lavaformationer, som man faktisk kun ser her i dette område - på land, de dannes nemlig under vand.

Vi var efterhånden blevet noget sultne, men heldigvis lå der ved P-pladsen en restaurant der bl.a. udmærkede sig ved først at lukke kl 22. Vi fik et par gode store "dimmuburgere" m. fritter. Rigtig lækre faktisk. Så var sulten stillet og vi kunne lige nå en hurtig tur rundt i området, inden tilbageturen til Akureyri.
"Dimma" betyder mørke og "Borgir" borge, og lavaformationerne kan da også minde lidt om underlige, eventyragtige, mørke borge - eller slotte, og er ganske imponerende. Der er lagt stier ud i området som er markeret med forskellige farver for at man ikke skal fare vild. Vi tog den hvide og den gule sti.
Trods at labyrinten af voldsomme lavaformationer er ganske imponerende, var det alligevel en lidt flad fornemmelse ovenpå det aktive område vi lige havde besøgt. Et
sikkert tegn på at nu havde vi vist set nok for i dag.

Vi var de sidste der forlod området, men da
havde klokken også rundet 22. Så var der kun turen tilbage til Akurayri, som vi nåede kl 23:30, særdeles tilfredse med dagens forløb.
På vejen tilbage så vi i øvrigt et synligt tegn på de Islandske bønders utilfredshed med tilnærmelsen til EU, i form af halmballer
med et stort "Nej til EU".
Nogle lavaformationer i Dimmuborgir, klik på hullet for close-up. Ja, der er lyst om aftenen. Sig det med baller: Nej til EU !