Lavahulen Víðgelmir og Hraunfoss.
Efter hulebesøget, et panorama over indgangen til lavahulen Víðgelmir og omgivelserne. Anders underholder guiden.
Torsdag den 24 Juli.

Denne sidste dag skulle vi jo se se Islands største lavahule, Víðgelmir. Man må ikke selv klavre rundt dernede, så vi havde meldt os til den guidede tur, der netop udgik fra Fljotstunga Farm. Først skulle vi dog have morgenmad og den indtoges i stedets spisesal. Vi gamle var før ungerne, så vi satte os ved et bord - med plads til 4. Jeg skulle lige på toilettet, men da jeg kom tilbage så jeg

at Birgit var blevet jaget over til et andet og mindre bord, medens det første var overtaget af en bestemt, hollandsk curling-mor, hendes 2 store sønner og disses kærester. Det viste sig, at det også var dette selskab der havde nuppet den hytte, vi oprindelig skulle have haft. Den
igårnævnte overelskværdigge herre har nok ikke kunne stå imod curling-moderen.
Vorherrebevares - tænkte vi, men gad ikke hidse os yderligere op over det, vi skulle jo se

lavahulen. Men da det kom til stykket ville Søren og Birgit ikke med, så de fik lov at blive
"hjemme" og pakke færdig, vi skulle jo ud af vagten, lige så snart vi kom tilbage fra hulen.
Da guiden dukkede op, viste det sig at være en nydelig ung kvinde, der tiltalte selskabet på et udmærket engelsk. Vi fik besked om at sætte os ind i vore biler og følge efter hendes hen til ekspeditionens udgangspunkt, der viste sig at ligge blot få kilometer borte.
Vel ankommet fik vi udleveret hjelme med

lys - og så gik det ellers af sted ad en kort sti mod hulen.
Her kravlede vi først ned af en lang stållejder og derefter ventede en længere nedtur mellem nedfaldne klippeblokke, inden vi nåede frem til en dør i et jerngitter, der var sat op for at forhindre uautoriseret adgang. Vi var nu helt inde i hulen og der var buldermørkt. Men ved lampernes skær kunne vi nu se de forskellige mærker, som lavaen havde efterladt. Vi bevægede os derefter længere ind i hulen for at
se drypstenene af is, men guiden måtte beklage, at de var helt eller delvist smeltet.
Vi fik udleveret sådan nogle seje hjelme. Parret med det lille barn skulle dog ikke med ned i hulen.   Nedstigningen til indgangen - der er mange nedfaldne
klippeblokke.

Vi sluttede af med et minuts mørke. D.v.s. vi slukkede alle lamperne og stod i mørket et par minutter og forvissede os om, at der abslout ikke nåede noget lys herned i dybet. Så var det tilbage til overfladen og selvom isstalagmitterne skuffede lidt, var det
alligevel en spændende tur. Video her.

Efter at have pustet lidt ud efter oplevelsen, var det tilbage til gården, hvor Birgit og Søren var klar, så vi kunne pakke bilen.
Det blev hurtigt gjort og så kørte vi videre
mod Reykjavik og Keflavik.
Resterne af en is-stalagmit og det nederste af guiden. Denne her var den bedst bevarede.  
Medens vi andre var i hulen, dokumenterede Birgit lige hvordan der så ud i vores hytte. Denne hest - lige uden for vinduet - ser syg ud, men er sikkert bare smælderdrægtig. Senere rejste den sig. Den anden ende af hytten. Toilettet er bag døren.
De specielle vandfald Hraunfossar ligger lige på vejen, så dem skulle vi da også se. Navnet betyder lava-vandfald og kommer af, at en lavetunge engang afskar en vandløb, så det ikke længere kunne løbe ud i en større elv. Men lavaen er åbenbart porøs, så vandet har aligevel fundet vej igennem og vælder så ud i en masse små strømme. Meget specielt.
Ganske imponerende så vi gik rundt i
området en times tid og filmede løs. (Lidt video her).
Derefter var det videre. Birgit havde imidlertid bestemt, at hun ville se museet i Reykholt, så der måtte vi holde ind. Jeg gad dog ikke betale for at se dette museum, så jeg trissede rundt udenfor, medens Birgit og drengene var på museum.
Det viste sig at museet måske ikke var den store oplevelse, men det fortalte dog en del om Snorri og Reykholts historie.

Så kunne vi fortsætte og det gjorde vi så, dog med frokostpause på den "sædvanlige" tankstation i Borganess.

Dette kort fra museet viser vikingetidens stednavne. Hraunfossar, vandet vælder ud fra lavacn. Ja - det er en politibil. Politi hedder "Lögreglan" på
Islandsk - ret morsomt - synes vi.