En tur til Klaksvik m.m.
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro at dette billede er optaget på Bornholm, i Østrig eller sådan noget, men det er altså på Færøerne.
Søndag den 13 Juli.

Denne dag var vejret bedre end dagen før.
Så vi besluttede at køre en tur til Færøernes
næststørste by, Klaksvik som ligger på
Borðoy (dansk Bordø ), en af nordøerne.
På vejen skulle ville vi gøre ophold i Færøernes ældste skov, som ligger i den
nordlige udkant af Tórshavn. D.v.s. jeg ved faktisk ikke om det er den ældste skov, men områder rummer i hvert fald ganske store træer. Da færøerne i sin tid blev koloniseret
var der træer på øerne, men det var mest

lave gevækster, som uldpil, artisk pil og enebær, dog har der også været spredte forekomster af birk. Men fårene og hugst har været hårde ved trævæksterne og til sidst var der ikke meget tilbage.
Der har været gjort flere forsøg på at plante ny skov, men først i 1903 lykkedes det at få
noget til at trives. Det blev til det der i dag
kaldes Plantagen og nu ligger midt i Tórshavn. Denne har dog været hærget af en orkan i 1988, derfor havde vi, af pålidelig kilde, fået at vide at de største træer står i

denne lille skov, godt beskyttet i en lavning ved siden af Færøernes gymnasium og HF
Det viste sig at passe, der var ganske store nåletræer, men pudsigt nok også andre træsorter som man ikke forventer at finde her, bl.a. abetræer. Roser var der også,
og sågar en orkideart, Gøgeurt.
Efter at have beundret området en times tid,
fortsatte vi videre mod Klaksvik, Færøernes
næststørste by.

Hvad er det dog han laver ? Klik på kameraet for at se. Søren stiller op som målestok ved et af de største nåletræer. Klik på Søren for at se mere af træet. Et malerisk parti.
Et panorma. Klaksvik er bygget omkring en fjord. Yderst til højre ses Færøernes største bryggeri Færøya Bjør. Fjeldet på den anden side af fjorden hedder Myrkinoyrafjall
og er 681 m højt.

Selv om der kun er 27 km i luftlinje fra Tórshavn til Klaksvik, skal man alligevel køre sådan ca. 75 km for at komme dertil. Først skal man sno sig et godt stykke op langs
østsiden af Streymoy indtil man når broen over det smalle sund mellem Streymoy og Eysturoy.
Denne kører man over og derefter gennem en lang tunnel. Så tager man en lang afstikker sydpå og nordpå igen for at komme uden om nogle høje fjelde, hvorefter der igen er en tunnel til Leirvik. Så er man oppe i fri luft et par km inden man dykker ned i den sidste

tunnel som går under en fjord og gennem et højt fjeld, inden den munder ud lige uden for Klaksvik.
Det tog os ca. halvanden time at gennemkøre strækningen og vel fremme parkerede vi tæt på byens centrum og gik ud af Klaksvikvegur
på at se det lokale fortidsmuseum "Norðoya
Forminnasavn", men det var søndag eftermiddag, så der var lukket, idet hele taget var byen særdeles rolig, vi mødte kun ganske få mennesker. Man tager åbenbart hviledagen ret bogstaveligt her.

 

  Et blik i nordvestlig retning hen ad Klaksviksvegur.
Der ser noget lukket og forladt ud. 		 
Derefter daskede vi lidt rundt i byen for at se
hvad den havde at byde på. Vi lod os imponere over en beplantning centralt i byen
ved en lille mindeplads for folk der druknede
på søen.
Vi gik forbi den lokale kirke Cristianskirken, som onde tunger påstår blev opført som en
slags kompensation for noget ballade i
halvtredserne, den såkaldt Klaksvikstrid.
Nå, men vi skulle jo også nå at se øernes
højeste vandfald Fossá, på vejen tilbage, så efter en times tid i byen, påbegyndte vi den lange, tunnelrige, vej tilbage mod Tórshavn.
Det lokale museum - lukket.   En overdådig beplantning, ved en mindeplads for
druknede søfolk.
Ja - hun er forhåbentlig skruet godt fast. Den lokale "Roykstova" her er det en pub. Birgit syntes dette hus ligner et der lige så godt kunne
stå i New Orleans.
Et gammelt, noget medtaget hus, men det har sikkert været fint engang.
Efter at have kørt over broen mellem Eysturoy og Streymoy, svingede vi til venstre ad den første afkørsel og fortsatte godt 6 km mod nord, og ganske rigtigt, der lå vandfaldet
lige ved siden af vejen. Der var ikke nogen egentlig parkeringsplads, så man skulle være lidt kreativ for at komme til at holde med bilen. Solen var nu kommet frem, og vandfaldet præsenterede sig smukt i to etager, med solen i ryggen . D.v.s. der var modlys, hvilket jo ikke gjorde den fotografiske del af besøget lettere, men det lykkedes da at få noget fornuftigt i kassen.
  Fossá i modlys, nemt for fotografen er det jo ikke... (Video)
Her er vi lidt tættere på. Til gengæld kan man ikke se den øverste del af faldet.

Vi drenge skulle naturligvis klatre op af klipperne, så vi kom nærmere på selve faldet
og det var da også ganske imponerende, når
man tager øernes ringe størrelse i betragtning. Vinden blæste nogle af dråberne tilbage når de var løbet ud over kanten og solen skinnede igennem. Det var ganske flot. Der var også en del blomsterplanter indimellem klippeblokkene, og vi havde det hele for os selv. Det varede dog ikke længe før der dukkede en turistbus op hvis passagerer lige fik tildelt 5-10 minutter på stedet, før den hastigt kørte videre. vi blev vel en times tid inden vi kørte tilbage mod Tórshavn.

Vi skal naturligvis helt tæt på.   Close-up af de øvre sektioner af Fossá.
Vi slutter af med dette panorama oppe fra vandfaldet ud over strædet mellem Streymoy og Eysturoy - det er Eysturoy man kan se på den anden side. Panorama den anden vej her.