Gjógv.
Gjógv ligger og putter sig mellem høje fjelde. Bemærk de små felter med mørkegrøn plantevækst - det er kartofler, som åbenbart godt kan trives her.
11 Juli.

Efter bjergturen i går, hvor vi lige rundede
af med et kort besøg i Gjógv, havde vi sat dagen i dag af til et længere besøg, denne gang med Birgit også.
Gjógv er en charmerende lille bygd placeret på nordøstkysten af Eysturoy 67 km fra Torshavn. Ifølge pålidelig kilde er der ikke
mange fastboende tilbage i byen, og mange huse benyttes som sommerhuse af folk fra Tórshavn og lignende steder.
Af erhvervsmuligheder er der et betonstøberi, et fiskeopdræt og et hotel.


Bygden er kendt for sin landingsplads som
ligger i bunden af en slugt, og sit gadekær hvor ungerne plasker hjemmevant rundt i diverse flydende indretninger når vejret ikke er alt for slemt. Der er også afmærkede stier i
omegnen, så alt i alt er byen temmelig populær blandt turister.
Nå, men da vi også er turister skulle vi da se denne bygd, så det var afsted, samme vej som i går, d.v.s. op langs østkysten af Stremoy, over broen til Oesteroy og så op langs vestkysten af denne til Eidi, hvor vejen
drejer af op gennem passet ved Sletteartindur, og så ned igen til Gjogv.



Vel ankommet, skulle vi først se slugten, og
den var da også ganske interessant, men det der især fangede interessen var de mange orange blomster der prydede dele af den
nordvestre side af slugten, hvor der var lys og vandet piblede frem af klippesiden. Der var også kvan og andre planter, men abeblomsterne som de hedder var langt de talrigeste. Det er ikke en "indfødt" gevækst,
den kommer fra Nordamerika, men køn var
den i hvert fald.

Den berømte slugt med landingspladsen, her kan man
hive bådene op når der er søgang. 		Slugten set fra nede fra, bemærk de mange
orange blomster til højre for trappen. 		Blomsterne noget tættere på - abeblomster hedder de.
Nærbillede.

Over den sydøstre side af slugten går en sti
ud til et udsigtspunkt, hvor der er placeret en
bænk. Den kaldes Marys bænk og blev opsat af et par lokale i anledning af kronprinseparrets besøg i 2005. Den blev
indviet af Mary og har derfor siden heddet Marys bænk.
Den skulle vi da også prøve at sidde på.
Det viste sig at udsigten fra den er ganske
fantastisk, til venstre det yderste af slugten med talrige lunder, ligeud en fin udsigt til øerne længere mod nordøst, og til højre fjeldet Tyril (535m) og bygden.

Birgit nyder udsigten fra Marys bænk. Lunderne har reder i den græsklædte skråning.
Udsigten fra Marys bænk - eller i hvert fald noget af den. Se lidt mere af den her.

Efter at have siddet lidt og nydt udsigten og
betragtet lundernes kluntede flugt, bemærkede Søren et dike lige til venstre for
lunderederne. Dike er en geologisk term for
en sprække i en allerede størknet stenmasse,
fyldt ud med en anden smeltet stenmasse. Ordet betyder også dige på engelsk og skyldes sikkert ligheden med et sådant. Men her var altså et meget tydeligt og fint eksemplar, lige til lærebogen.
Det fortsatte i de af havet afrundede klipper nedenfor Marys bænk, så der skulle vi
selvfølgelig ned og kigge.
Et tydeligt dike. Det er den lidt mørkere stenmasse
fra vandet og lodret op,i midten af billedet. 		  Her fortsætter det på den anden side af slugten,
nedenfor Marys bænk.
Hernede viste der sig endnu en geologisk
overraskelse. Der var noget der, ved første
øjekast lignede mågeklatter, nogle hvide, andre grønne, på klipperne. Ved nærmere eftersyn viste de sig at være omsluttet af
den øvrige klippemasse. Nogle var dog revet
revet ud af klippen af bølgerne og de grønne viste sig at indeholde de flotteste klare krystaller. Vi samlede nogle af de fineste op
til nærmere undersøgelse hjemme.
Så kravleded vi op igen og gik en tur gennem
bygden og så kirken, de maleriske huse og
dammen hvor ungerne plasker hjemmevant til søs.
Der indsamles prøver af de mystiske grønne sten.   De grønne sten i grundmassen af kalifeldspat. Klik på den store for at se indholdet.

Men i mellemtiden var det blevet gråvejr, og lidt småkoldt, så ungerne var fortrukket indendørs. (Video fra i går da der var sol)
Kirken er fra 1929 og da den blev indviet foregik prædiken på færøsk - for første gang i færøsk kirkehistorie.
Men nu var vi ved at trænge til en god kop kaffe, og den blev indtaget på det lokale hotel/guesthouse Gjaargardur, som pudsigt
nok er holdt i tyrolerstil. Det blev dog til en kop varm chokolade med hjemmelavede vafler i stedet - mums.
Herefter kørte vi tilbage til Tórshavn.

Krystallerne er Zeolitter, muligvis Edingtonit der er mange andre former, bl.a. også denne: Mesolit Dammen, med diverse sejlende indretninger, dog uden
unger.
 
Birgit på broen over den lokale å, og som i øvrigt forsyner ungernes dam med vand.
Typisk hus med en, en noget misholdt, diminutiv, betonindmuret have.
Et andet hus i bygden.
Hotellet Gjáargardur.