Den er nu museum, så der bor ikkenogen i den. Indvendig viste tørvehusene sig at være ganske hyggelige, der var lidt hobbit-hule over dem, og man kunne godt forestille sig at der var rart herinde når vinterstormene rasede udenfor. Da det jo er svært at bygge stort med tørv og lidt træ, bestod gården af en masse mindre huse forbundet med gange, derfor var mange rum at bese, men vi havde god tid og der var ikke mange besøgende, så vi gik rigtig og hyggede os med det. Da vi næsten var igennem, væltede det pludselig ind med mennesker, så mange at de dårligt kunne se - og fotografere - for hinanden.

Heldigvis nåede vi ud inden hovedstyrken nåede os, og udenfor kunne vi se et par store turistbusser parkeret. Det var nok et kontingent krydstogtsturister der var ankommet i disse, og som nu trængtes inde i den stakkels tørvegård.
Så gik vi rundt om tørvegården så vi kunne se den fra alle sider og derefter gik vi ind i kirken, som var ganske flot, og vist også ganske imponerende efter datidens forhold.
Vi rundede af med en kop kaffe og kage i det
tilstødende cafeteria inden vi vendte næsen hjemad.

På vejen tilbage til Akureyri, bemærkede vi
et kraftigt dampende udløb ved siden af vejen. Det viste sig at være kølevand fra
en tunnelboremaskine der var igang med at gnave sig gennem fjeldet for at lave en smutvej uden om den stejle omvej over fjeldet som Ringvejen mod Myvatn jo tager.
Tilbage i byen fordrev vi et par timer i den velassorterede botaniske have, inden aftensmaden, som vi jo havde bestemt os for at indtage ude. Det viste sig nu at være mere end besværligt at få plads nogen steder, men til sidst fandt vi en kinesisk restaurant der serverede os en udmærket 5 retters menu.