Onsdag den 23 Juli.

Så oprandt dagen, da vi skulle hjemad, så efter at have pakket bilen satte vi kursen tilbage mod Keflavik, hvorfra vi skulle flyve hjem den næste dag. Vi havde dog bestilt en overnatning på en farm i nærheden af en spektakulær lavahule, som vi gerne ville se.
Stedet hedder Fljotstunga farm og ligger lidt vest for den store gletsjer Langjökull, som jeg
havde lagt skumle planer om at besøge.

Men afsted gik det ad M1 mod nord og derefter mod vest gennem Öxnadalur.
Ca. 30 km fra Akureyri gjorde vi holdt, ved en kombineret mindelund og rasteplads, som var placeret i særdeles spektakulære omgivelser.
Mindelunden er tilegnet en af Islands store mænd, som ovenfor nævnt og ligger ved bredden af Øxna. På den anden side af denne ligger en stor gård, hvor denne Jonas fødtes. Bag gården ligger nogle

spektakulære fjelde, hvori en meget spids top rager 1075 m. op over havet. Hraundrangi, hedder den og den har tidligere været berygtet for at være umulig at bestige. Men det er gjort til skamme adskillige gange i nyere tid.
Vi daskede rundt i lunden en times tid, nød det fine vejr og knipsede løs, inden vi fortsatte vestpå.

Efter et par timers kørsel holdt vi en pause
ved den "sædvanlige" tankstation Staðarskáli
for at få en kop kaffe. Derefter kørte vi videre
mod Borganess - hvor vi også holdt pause ved den "sædvanlige" tankstation og fik lidt mad.
Herefter fortsatte turen til Reykholt, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen. Det seværdige var her Snorris bad - en lille cirkulær pøl med varmt vand. Badet er meget gammelt og

skulle angiveligt være bygget af den berømte krønikeskriver Snorri Sturluson, som levede i det 13'nde århundrede.
Badet var der skam også, vandet var nu ikke mere end lunkent, men vi havde nu heller ikke planer om at hoppe i, det var blevet noget koldt og blæsende. Omkring badet var der er stor, tilsyneladende normal
græsplæne, men det varme vand til Snorris

måtte jo være kommet et sted fra, og ganske rigtig, dampen fra et lille område på græsplænen afslørede, at dette faktisk er et geotermisk felt, hvor varmt vand bobler op.
Ved siden at plænen lå et stort gartneri med eget geotermisk varmeanlæg og nedenfor en lille dam med behageligt varmt vand. Det så nu ikke så appetitligt ud, men et øjeblik efter
kom et par småpiger hujende og drønede

Vi forstod nu hvad det var der havde dannet den flotte linsesky vi havde set tidligere på dagen - det var simpelthen vinden, der blev
tvunget op af gletsjeren og derved fortættedes vanddampen i den i højden.
Stedet viste sig at være ganske forladt - der var ikke et øje, men vi stred os hen til kanten af gletsjeren. Den viste sig at være ganske flydende, forstået på den måde at der ikke var en kant - bare en blanding af mudder klippestykker og is. Vi var kun nogle få meter fra fast is da Anders pludselig sank i til anklen
og havde han ikke været hurtig var han sunket betydeligt længere i.

Vi kunne nu godt, alle tre, mærke at undergrunden var noget gyngende, så vi valgte at vende om p.g.a. faren for kviksand.
Derefter gik vi lidt rundt på lokationen og
morede os lidt med den underlige kraftige - men jævne vind. Her fra godt 800 meters højde var der også en fantastisk udsigt over landskabet vest for gletsjeren, som var lige til Ringenes Herre. Rigtig flot blev det, da der brød nogle solstråler gennem skyerne.
Trods den småfarlige og snaskede overgang mellem is og fast grund var gletsjeren alligevel et imponerende syn, så der blev knipset flittigt.

Langt ude på gletsjeren kunne vi se et bæltekøretøj nærme sig, men inden
det nåede frem, var vi på vej tilbage igen, efter en, trods alt, ganske spændende oplevelse. Halvejs nede ad Kaldidalsvegur, bemærkede vi en superjeep der nærmere sig hastigt bagfra - Det var den vi også havde set på gletsjeren . Vi holdt ind til siden så den kunne komme forbi, hvorefter den hurtigt forsvandt i det fjerne.
Herefter var der bare tilbage at skrumple
resten af vejen tilbage til Fljotstunga, hvor
vi trillede ind ved 22:30-tiden.