Onsdag den 1.7
Vel fremme ved hotellet checkede vi ind og fik vore nøgler. Vi havde bestilt værelser ind mod gården, hotel Printz Eugen ligger ved en befærdet vej - og med air condition.
Vi fik 2 værelser ved siden af hinanden på 5' sal, med en fin udsigt over byens tage. Efter at have indrettet os tog vi ud i byen. D.v.s. hotellet ligger et par km fra centrum så vi købte et sæt 48 timers billetter til undergrundsbanen. Disse kort kunne købes ved billetautomaten og medens vi stod og fumlede med den dukkede en officielt udseende banefunktionær op og spurgte om

vi havde brug for hjælp, joe det havde vi da vi ville jo gerne have et kort og en køreplan. Det kunne vi skam få sagde den venlige mand og trak af med Søren & Anders idet han mumlede noget om at det var ungdommen der skulle lære... Vi tænkte vores - men efter et par minutter dukkede de op igen efter at have været med henne på kontoret, bevæbnet med kort, køreplaner o.s.v. Det var det første eksempel på wienernes hjælpsomhed som føltes så uvant for os danskere at vi i begyndelsen var lidt skeptiske, men det viste sig efterhånden at være ægte nok. Vi stod af ved Stephansdom

hvor der er et større gågadekompleks og fandt os et sted og få nogle schnitzler & noget godt øl, og så slentrede vi lidt rundt i den lune aften. Vi så den såkaldte pestsøjle som vistnok er rejst i taknemmelighed over pestens ophør og en imponerende barokkirke som, trods det fremskredne tidspunkt - klokken 23 - var åben. Man kunne bare gå ind og nyde den fantastiske barokarkitektur og orgelmusikken mens ungerne omhyggeligt blev belært af moderen om barokkens særlige kendetegn. Vi rundede aftenen af med godt øl på en af de udendørs serveringssteder - temperaturen var nu lige tilpas.

Torsdag den 2.7.
Efter en god nats søvn i de veltemperede værelser var vi spændte på hvor god morgenmaden ville være. Den viste sig at være fortræffelig ! Der var både østrigsk og
engelsk morgenmad så det var svært ikke at foræde sig - det er længe siden vi har fået så god morgenmad. Efter at have proppet os en times tid var det tid til at gå ud i byen. Solen skinnede fra en disetblå himmel, og der var allerede temmeligt varmt, luftfugtigheden var også temmelig høj så vi holdt os mest i skyggen.
Det første vi skulle se var Schloss Belvedere

med den store park omkring, vi så dog kun slottet udefra, da der ikke var stemning for at øde penge bort på entreen dertil.
Videre gennem parken og forbi det sovjetiske mindesmærke for indtagelsen af Wien i 1945 - holdt i ren stalinistisk stil og hen til Karlskirche med den mægtige kuppel og de 2 minaretlignende tårne. Den ville Birgit gerne ind og se. Vi andre var lidt skeptiske da vi havde observeret horder af turister og råbende guider inde i kirken, men hun ville ind, og smuttede frejdigt forbi billetlugen i den naive tro at det var gratis. Vi andre blev dog tilbageholdt og da hun kom tilbage for at

finde ud af hvor vi var blevet af blev hun også stillet over for valget: Betal eller bliv ude !
Vi valgte det sidste og traskede svedende videre hen til U-bahn og tilbage til centrum hvor jeg havde planlagt at aflægge et besøg hos en stor boghandelFreytag & Bernt ,
for at supplere kortbeholdningen med nogle enkelte vandrekort som jeg formodede vi skulle bruge når vi kom ud i bjergene. Vi fandt boghandlen fint og købte de nødvendige kort. Derefter trængte vi til at svale os og gik ind i den berømte Stephansdom. Det var gratis og der var oven i købet live kirkesang. Det er et overvældende bygningsværk, også

holdt i barokstil, bl.a. med nogle særdeles fine stenhuggerarbejder, se f.eks denne prædikestol i 3D. For at støtte foretagenet tændte jeg et lys på vejen ud - det kostede 0,5 €. (Overkommeligt)
Efter dette slots- og kirkemaraton satte vi os på en fortovsrestaurant og lod os beværte med nogle overdådige isanretninger, inden vi satte ud på den sidste etape af dagens program.
Så ned i U-bahn igen og afsted til næste destination som var Hofburg. På vej op af U-bahn - på de rullende trapper - bemærkede jeg at noget forsøgte at knappe min

bukselomme op, tilfældigvis den hvori tegnebogen befandt sig. Jeg kiggede mig tilbage og så en normalt udseende ung mand med fingerne halvvejs nede i lommen. Han smilede undskyldende og skyndte sig væk da vi nåede enden af rulletrappen. Jeg gjorde ikke yderligere ved sagen da der jo ikke var sket noget. Jeg bemærkede ham senere cruise rundt i menneskemylderet medens han lod som om han talte i mobiltelefon.
Det er åbenbart måden de camouflerer sig på - lommetyvene. Nu jeg vidste det lagde jeg senere mærke til de uskyldigt udseende
unge mænd der tilsyneladende talende i

mobiltelefon cruisede rundt i mængden ved u-bahn stationerne. De havde åbenbart hvert deres revir. Men så havde jeg jo lært at man skulle passe på hvis de kom i nærheden af een.
Nå men vi skulle jo se Hofburg og det fik vi også, ganske imponerende bygning. Derefter rundede vi lige dagen af med at se Wiener Sezessionisternes hus med kuplen af forgyldte blade overpå - Wienerne kalder den åbenbart "Goldenes Krauthäupl" hvilket betyder gyldne kålhoved.
Mindre flatterende måske, men vi skulle lige se den fordi den optræder i den østrigske

kriminalserie "Kommisar Rex" om en politihunds bedrifter. Så kunne ungerne også lige få et foredrag om jugendstilen af moderen.
Til slut slog vi lige et slag omkring det nærliggende Naschmarkt, et hyggeligt marked bestående af faste boder arrangeret i 3 rækker med 2 gader igennem.
Boderne ud til den ene er beværtninger, medens der er alskens forretninger ud til den anden. Ganske hyggeligt, vi købte et par småting og tog så tilbage til hotellet for at hvile os lidt inden vi skulle i Prater om aftenen.