Søndag den 14/7. |
tappert den økonomiske smerte i mig, og afsted gik det. Vel oppe er det første der møder een et stort bjerghotel, i det hele taget er stedet intensivt udnyttet til især skisport og hvad deraf følger, hvilket ikke pynter om |
dog ikke var ordentligt udsprunget endnu. Der var ikke mange mennesker på bjerget hvilket bidrog til den lidt "forladte" stemning som yderligere forstærkedes af vejret. Men vi nåede da frem til Salersbachköpfl, uden problemer og satte os på bænken og nød den udsigt der nu var - trods disen - Området er ikke noget voldsomt bjergterræn, men er berømt for sin udsigt. Vi ville egentlig have været lidt nede at stien hvor ungerne først gang begav sig ud på bjergvandring, men med truende regnskyer, som måske også kunne give lidt torden, følte vi os noget udsatte der på alpetoppen og blev enige om
at gå tilbage til svævebanen. Mærkeligt nok drev bygerne udenom, og solen brød frem fra skyerne.
Så føltes det pludseligt meget varmt p.g.a. den fugtige luft og vi måtte have regnjakkerne pakket sammen i rygsækken. Ca. på halvvejen ligger der et lille udskænkningssted og vi satte os og fik en øl/cola - idyllen forstyrredes dog lidt af de store bremseagtige fluer der var lige på det sted. Vi undgik dog at blive bidt, bl.a. takket være Sørens store indsats m.h.t. at smække bæsterne.
Tilbage ved bjerghotellet bemærkede vi et lille kapel, der lå så underligt ensomt mellem de mere moderne bygninger. Det viste sig at hedde Elisabeth-Kapelle og er rejst til minde
om kejserinde Sisi's besøg i 1885.
Det skulle vi også lige se, og så skulle der selvfølgelig også lige fotograferes og filmes.
Så var det ned med bjergbanen igen.
Undervejs begyndte det at regne, men det var jo lige meget nu vi var inde i kabinen.
Vel nede igen var regnen tiltaget kraftigt. Vi blev stående i læ et godt stykke tid, men da regnen ikke hørte op, men tværtimod tiltog yderligere, slap tålmodigheden op og vi
måtte til sidst løbe spidsrod hen til bilen.
Fra stationen går der en ganske stejl, men pænt asfalteret vej ned til Zell am See. Det var sjovt at iagtage vandet fosse ned af vejen i et 3-4 centimeter tykt lag medens vi trillede ned af den.
Jeg kunne huske fra sidst vi var på stedet at der lå en velassorteret tankstation i Zell am See. Der var vi lige inde og proviantere til aftensmaden o.s.v. Så kørte vi tilbage til St. Martin. Schmittenhöhe havde ikke vist sig fra sin bedste side denne dag, men er ellers et dejligt område hvis vejret er til det.
