Mandag d. 13.7
Igår, medens vi sad og mæskede os med apfelstrudel i cafeteriet på Rudolfshütte, kom vi til at snakke om, at det måske var en ide at bestige det nærliggende Medelzkopf den følgende dag. Egentlig havde jeg gået og pønset på en tur, der ville have ført over 3000m, men vi tænkte, at Søren måske kunne lokkes med, hvis målet var lidt mindre ambitiøst. Medelzkopf er skam et rigtigt bjerg, som det kræver en del klatren at komme op af, men det er lettere at komme til og knapt så højt. Søren var med på ideen, hvorimod Birgit, som forventeligt, sagde blankt nej, så det blev en ren mandfolketur.
Så vi satte ud på den lange tur til Uttendorf og derfra til Talstation der Weißsee Gletscherbahn ad en rigtig fin alpevej med masser af hårnålesving, men vi skulle jo også op i 1480m. Vejret var helt perfekt til bjergtur, en 20 grader og klar luft med enkelte småcumulusskyer - faktisk nok det bedste vejr vi havde haft på turen hidtil.
Vel ankommet til bjergbanen måtte vi betale for billetterne da vi jo havde brugt de gratis i går. Vi fik dog rabat på vore
"Salzburgerland Karte".

Jeg synes ellers det er nogle horrible priser man holder sig for bjergbaneture i Østrig, men denne var næsten rimelig, da det er en meget lang tur der varer 25min, og billetten også gælder til sesselliften der fører een et godt stykke hen mod Medelzkopf.
Så var det ellers ombord og ved middagstid nåede vi Rudolfshütte. Så var der en lille gåtur hen til sesselliften, men kl 12:30 sad vi behageligt og duvede opad i denne (Video). Turen varede 15 min og så var vi endelig klar til at prøve kræfter med Medelzkopf. Først skulle vi dog lige tilpasse yderbeklædningen til de faktiske forhold, der har næppe været over 10° C, men Solen bagte ned fra en letskyet himmel, så vi skulle lige af med nogle trøjer. Så indtog vi vore medbragte wurstzemmelen og så var det afsted, der var lige en kilometers penge hen til selve bjerget og denne kilometer var en blanding af store snefelter, glatte klippepartier skuret af gletschere og store sten/klippeblokke. Vi undrede os over de store snefelter men har senere fundet ud at disse var langt større end sædvanligt på denne tid af året, og at der i det hele taget lå meget mere sne i området end normalt.

I et af de større snefelter lå en smuk turkisgrøn lille smeltevandssø, nøjagtig som man ser det på skræmmebilleder af afsmeltningen af Grønlands indlandsis, her skyldtes det snarere det modsatte. Ja det så nærmest ud til at der her var ved at dannes en lille ny gletscher. Jeg har siden gået og spekuleret på om den lille smeltevandssø mon skulle være et hjørne af Medelzlacke en noget større sø der burde befinde sig lige deromkring, men som vi ikke så noget til. Jeg er nu kommet til det resultat at den ligger i sænkningen lige nedenfor, totalt iset og sneet til. Men der var ikke så megen tid til at nyde

omgivelserne vi skulle jo være tilbage ved sesselliften som lukkede kl 16.
En lidt irriterende ting idet der jo er lyst meget længere på den tid på året, men alternativet er enten at stå meget tidligt op - eller traske ned igen. Ingen af delene synes vi lød særlig tiltalende.
En tredje mulighed kunne være at indlogere sig på Rudolshütte, som trods navnet nærmest er et stort højfjeldshotel, med alle moderne bekvemmeligheder. Det kunne jeg faktisk godt tænke mig en anden gang idet der faktisk er en del spændende vandreture og bestigninger i området.

Nå - fremme ved Medelzkopf begyndte selve opstigningen. Bjerget er dækket af store klippeblokke mange steder og er ganske stejlt så det var skam en fin udfordring. Man skal heller ikke glemme luften i denne højde er mærkbart tyndere end ved havoverfladen. Man mærker det ikke så meget når man ikke laver noget fysisk, men skal der klatres - så kan det mærkes!
Så fra begyndelsen havde jeg været lidt skeptisk m.h.t. om vi kunne nå op og ned igen så vi kunne tilbage med Sesselliften, men det gik nu forbløffende hurtigt opad, der viste sig ingen større forhindringer og kl. 14 stod vi svedige og lettere forpustede ved korset på toppen i det skarpe sollys og nød den svimlende udsigt.
Så skulle der tages billeder og filmes og derefter var det tid til vores medbragte frokost, der - traditionen tro - bestod af 1 dåse tunsalat pr. mand + baguettes. Det ligger ikke så tungt i maven og giver god energi. Nu skulle det videnskabelige eksperiment løbe af stablen: Det burde jo være en kendt sag at atmosfærens tryk aftager med højden så derfor havde vi medbragt en tom 0,5l tynd flasticflaske, som

vi havde lukket inden vi tog hjemmefra. Denne åbnede Anders nu og der lød et lille hvæs som når man åbner en cola fordi luftens tryk inde i flasken er større end udenfor. Flasken blev nu luftet godt igennem med bjergtopluft og lukket igen. Den skulle så blive klemt noget sammen når vi engang nåede ned igen. Størst vil effekten selvfølgelig blive når man når ned til havniveau, så den fulde effekt viste sig først da vi nåede hjem til DK igen. Men der så den da godt også noget klemt ud !
Så kunne vi lige nå lidt botaniseren, selv i denne højde var der blomstrende planter, dog ingen Edelweiss eller Enzian og heller ikke så mange som vi oplevede på Pic du Canigou sidste sommer.
Nedturen viste sig at være lidt mere besværlig end opstigning idet man mange steder skulle "bakke" ned mellem de store klippeblokke, hvoraf enkelte også havde en tendens til at vippe. Så det tog lidt længere tid, også fordi der nu var tid til at tage billeder og filme. Da Søren åbenbart, med sin lave vægt og lange ben, meget nemmere kunne møvre sig ned mellem de store klippeblokke, lå han hele tiden forrest.

Anders skulle også lige prøve om en lille hule dannet mellem nogle store klippeblokke kunne anvendes som læ for elementerne, ligesom det store forbillede "Bear Grylls" gør. Den var vist ikke så god idet der lå en masse skarpkantede sten i den, så de skulle ihvertfald fjernes før man kunne bruge den til overnatning.
Nede af bjerget overlod jeg digitalkameraet til Anders, det brugte han flittigt medens Søren og mig koncentrede os om at filme og de geologiske undersøgelser. Sådan gik det det sidste stykke tilbage sesselliften. Anders fik taget en masse billeder bl.a. af de store

stenvarder "Steinmänner", der fra gammel tid markerer den gletscherfri overgang mellem Stubachtal og Dorfer Tal. Vi nåede sesselliften kl 15:50 og det var en meget behagelig tur ned. Man kunne bare sidde der i det klare solskin og nyde udsigten medens man blev fragtet ned. Derefter en lille fodtur tilbage til Rudolfshütte og med svævebanen ned.
Så var det bare ind i bilen og ned gennem hårnålesvingene, akkompagneret af knirkende og knagende lyde fra de tomme
plastikcolaflasker der våndede sig under det tiltagende atmosfæriske tryk.