Torsdag d. 13.7

Idag ville vi se det nærliggende fænomen Lichtensteinklamm. Det er en smal og dyb bjergkløft med en brusende flod i bunden lige udenfor byen St. Johan in Pongau. Det pudsige navn skyldes ikke at der er klamt i kløften snarere kommer det af ordet "klamm" der nærmest svarer til det danske "klemme" - det siger lidt om hvor snævert der kan være. Der er masser af "klamm'er" i bjergene i Østrig, men denne her er en af de flotteste. Den er totalt umulig at komme igennem hvis ikke der var anlagt en sti bestående af gangbroer klistret til bjergvæggen og tunneller de allermest umulige steder.

Efter et havde fumlet lidt rundt i Pongau og omegn, fandt vi indgangen til kløften. Der skal
naturligvis betales et beløb i entree, men det er nu også rimeligt da stisystemet uden tvivl er dyrt at vedligeholde. Derudover skal der hvert år fjernes løse sten og klippeblokke der ellers kunne havne i hovedet på turisterne.
Dette gøres af bjergbestigere der hænger i reb og er sikkert ganske besværligt. Klippeblokkene er ikke den eneste fare der lurer i kløften, der kan også forekomme flodbølger ved pludselig nedbør, og derfor var der vist vej til højtliggende steder uden for en
flodbølges rækkevidde der hvor stien evt. overskylles.
Efter at have betalt entreen begav vi os ind i

kløften der da også var ganske imponerende.
Det småregnede lidt til at begynde med, men
efterhånden brød solen frem. Der var en frådende, hvæsende malstrøm i bunden af kløften og nogle steder en dyb brummen som sikkert er et resonansfænomen i den snævre kløft.
Men afsted gik det gik det - under flittig knipsen fra de medbragte kameraer - over hængende stativer, broer og gennem tunneller indtil kløften videde sig ud til en lille dal med et smukt vandfald. Denne markerer enden på stien, og efter at vi havde siddet og tørret lidt i solen, gik vi turen tilbage. Vi rundede dagen af med en gang apfelstrudel i cafeen ved indgangen, inden vi drog tilbage - ganske tilfredse med dagens forløb