Rundt på Reykjanes.
Panorama over det geotermiske område Gunnuhver . Yderst til venstre, på pynten, ses Reykjanes fyr. Der er også nogle blå afløbsdamme fra det geotermiske kraftværk i baggrunden.

Fredag den 13 juli.

Halvøen Reykjanes sydvest for Reykjavik er med sin placering lige på pladegrænsen et geologisk interessant område. Vi havde jo allerede være på vulkanen Keilir og nu skulle nogle af de andre interessante steder udforskes. Der er flere geotermiske områder
på Reykjaness men vi havde valgt at besøge den der hedder Gunnuhver. Navnet har noget at gøre med et ondt spøgelse efter en heks, kaldet 'Gunna' som blev lokket ned i en af de dampende pøle.
Vi kørte igen af route 41 mod Keflavik, men drejede af og tog route 43 til Grindavik, og


hen langs sydkysten af Reykjaness .
Efter godt 10 km viste et skilt af til Gunnuhver ad en lille sidevej, og så var vi fremme, og blev modtaget af den snart velkendte duft af svovlbrinte.
Her ude på næsset blæste det en halv perikan
og dampene fra en særlig energisk pøl lagde
et tykt røgslør hen over en del af stien hvor man skulle gå. Det var vel ikke mere end
10-15 m. man skulle bevæge sig gennem den
varme tåge, det var nærmest umuligt at trække vejret under passagen p.g.a. indholdet af diverse gasser, men det gik da og var egentlig ganske fascinerende. (Video 8MB)
Gunnuhver huser ingen gejsere p.t. De har været der før og kommer nok også igen da
forholdene i undergrunden hurtigt ændrer sig.
Der er lagt stier ud gennem feltet og dem gør man klogt i at holde sig på hvis man ikke lige pludselig vil stå med foden i noget skoldende varmt. Området huser Islands største
kogende mudderpøl på ca. 20 m i diameter, men den kunne man ikke komme hen til da
gangbroen dertil var brudt sammen og til dels
forsvundet i jorden.
Der har før boet en dansk-estisk famile lige på kanten af feltet, men deres hus er nu helt ødelagt da feltet har udvidet sig. Der er kun enkelte nogle brokker tilbage
En bette hvæser lægger røg - og gasslør over stien. I dette dampende krater gemmer den store mudderpøl
sig, resterne af gangbroen skimtes i røg og damp.
Anders ved skiltet der beretter om familien der boede her på dette fantastiske sted. Klik på skiltet for at se det.

Jo - der er skam gang i området rent geologisk. Boringer for at forsyne de nærliggende geotermiske kraftværker, samt
jordskælv havde efterhånden sat så meget fut i området at det måtte lukkes i et par år. Det blev åbnet igen i 2010 , efter at der var faldet lidt ro over området.
Det lykkedes mig at sikre et par prøver fra
området. Disse viste sig at indeholde silikat og en del svovl. Ganske fascinerende, men vi skulle videre til næste punkt på dagsordenen
nemlig broen mellem 2 kontinenter, også kaldet Leif den Lykkeliges Bro.

Ved siden af gangbroen rester af fundamentet til
familien Höyers hus. Klik på dem for close-up.
På den varme jord dannes forunderlige mønstre af silikater, gips, svovl og diverse salte.  
360° panorama ud over området bag Broen mellem 2 kontinenter. Der er marehalm i det sorte vulkanske sand - og klitter - selve broen ses lidt til venstre for midten af billedet. Området er fyldt med sprækker og forkastninger, hvad klippevæggen til højre vidner om. Bemærk også den tilfredse geolog yderst til venstre.
Ca. 5 km længere henne ad route 425
skulle broen der forbinder 2 kontinentalplader, nemlig den eurasiske og
den amerikanske befinde sig. Den er ikke særlig godt afmærket, men vi opdagede den fordi der holdt nogle biler på en parkeringsplads ca. 100 m til højre fra vejen.
Vi svang ind og jo, der var den.
Broen er bare en gangbro og tjener
egentlig ikke noget formål ud over at markere at den kløft den spænder over er grænsen mellem Amerika og Europa - sådan geologisk set. Álfagjá-kløften, som den hedder, udvider sig i gennemsnit ca. 2 cm om året i takt med
at kontinentalpladerne bevæger sig fra hinanden. Nu er der imidlertid andre sprækker i området, og hvordan man kan sige at det lige er den her der er skillelinjen har jeg ikke helt forstået, måske fordi det er den sprække der er mest gang i for tiden. Den er iøvrigt delvist tilsandet med sort sand af vulkansk oprindelse.
Området virker meget barsk og meget vulkansk, men har en egen skønhed over sig.
Igen undrer man sig over blomsterplanterne
der gror her i dette tilsyneladende ufrugtbare
og tørre landskab.
Besøgende har for vane at sætte deres initialer i sten i det sorte sand i bunden af
kløften, ligesom vardebygning også er en populær aktivitet her.
Vi afholdt os nu fra nogen af disse aktiviteter
og nøjedes med at gå rundt i området og i det
hele taget nyde stedet.
Et besøg her kan absolut anbefales, det giver
en håndgribelig illustration af hvad kontinentaldrift er for noget, her ude på dette forblæste næs hvor den midtatlantiske ryg "går i land" og hvor den derfor kan studeres
uden brug af dybhavsubåde og lignende udstyr.
Et beskedent skilt gør opmærksom på seværdigheden. Jo - den er god nok, det er broen.
Skillelinien mellem de 2 kontinenter går igennem her.
Det er åbenbart skik og brug at man efterlader sine
initialer i det sorte sand som delvis udfylder kløften.
I bunden af kløften, der er nedsat små træskilte der
viser kløftens midte ved forskellige historiske årstal.
Klipperne undersøges for magnetisme. Desværre
tabte Søren magneten og den forsvandt i sandet.
En planche fortæller om området og kontinentaldriften. En enkelt varde, med marehalm og dværgtimian i forgrunden. Et blik over kløften til den europæiske plade.
Et blik ud over det - i geologisk forstand - meget unge landskab øst for kløften. Bemærk de underlige buler af revnet lava der popper op her og der, samt blomsterplanterne der gror og blomstrer i dette tilsyneladende ufrugtbare landskab. Dampen i baggrunden til venstre er fra et geotermisk kraftværk.

Vi drenge havde herefter tænkt os at slutte
dagen af med en dukkert i den berømte Blå Lagune, men Birgit mente at vi lige skulle se den Nærliggende by Grindavik først. Så vi kørte de 15 km tilbage til Grindavik og ind i byen.
På vejen bemærkede vi en skinnende kugle på en lille søjle ved siden af vejen.
Nysgerrige efter hvad det kunne være, holdt
vi ind for at undersøge objektet nærmere. Det viste sig at være planeten Saturn. Der var åbenbart en såkaldt planetsti langs vejen, hvor den startede så vi ikke, men pudsigt var det da.

Kuglen forestiller planeten Saturn i skala
1:500.000.000 (ca.) Men ringene mangler.
  Den gamle kirke i Grindavik. Den er godt nok ikke stor. Bemærk legepladsen foran

Grindavik viste sig at være lidt af en skuffelse
Den var ganske uddød, bortset fra en båd i
havnen der var ved at laste håbefulde turister til hvalsafari. Der var åbenbart sket et dødsfald eller noget lignende i byen, fra alle
flagstænger flagedes der på halv. Vi fandt dog ikke ud af hvad der var sket, men kørte ud af
byen igen efter en hurtig rundtur.
Den blå lagune, som jo startede som en afløbslagune fra et geotermisk kraftværk, ligger i nærheden lige midt i en lavamark.
Så der kørte vi hen for at få et afslappende varmt bad til at runde dagen af på. Der er en fin asfalteret vej der er pløjet igennem

lavamasserne, men det er også nødvendigt da vi her har en af Islands største turistattraktioner. Det er ikke nogen billig fornøjelse, men vi betalte gladeligt og fik udleveret håndklæder og armbånd der bruges til at låse et lille skab, hvori man kan have sit tøj medens man er i vandet.
Det er ligesom i en svømmehal man afklæder sig og tager et brusebad, og så badebukserne på inden man skal i vandet.
Det var en spøjs fornemmelse at komme i
det varme turkis-grønne vand.
Vi plaskede rundt en times tid og således
forfriskede drog vi tilbage til Reykjavik.

    En rusten bygning af bølgeblik bidrager til den lidt
trøstesløse stemning over byen Grindavik.
En u-udnyttet lagune støder op til hovedbygningen -
denne her er faktisk mere blå end den Blå Lagune.
Vandet er dejligt - men ikke for - varmt. Udgangen - ja det ligger lidt midt i lavamarkerne.
Den Blå Lagune eller Bláa lónið Farven er nu mere i det grønlige, men det skyldtes måske skyerne. Det er meget behageligt at ligge i blød i det varme kiselholdige vand.
Der er sågar en bar midt ude i lagunen. I baggrunden kraftværket der leverer det varme kisel - og saltholdige vand.