Kerlingarfjöll og turen dertil.
En malerisk dal ved ringvejen. Jeg ved ikke hvad den hedder, men smukt er der.

Lørdag

Efter 3 dage i Akureyri-området var det nu tid at rykke teltpælene op og køre videre til
turens sidste mål, nemlig Kjerlingarfjöll i det
centrale højland, hvor jeg havde bestilt 2 overnatninger i hytte på campingpladsen
ved Asgardsfjall. Vejen dertil hedder F35, også kaldet Kjölurruten, og skulle være en af de mindst ringe af vejene i højlandet.
Så vi kørte fortrøstningsfulde afsted fra det gode hus i Akureyri midt på formiddagen.

For at nå til F35 følger man først ringvejen ca. 100 km før man drejer ind i landet.

Dette er jo en god vej så det gik fint fremad. Der var også sol og høj himmel, omend det blæste noget. Efter ca. halvanden times kørsel svang vi ind på F35, ganske spændte på hvordan den ville være at køre på. Heldigvis var vores bil jo en firehjulstrækker, så vi var fortrøstningsfulde.
Det første stykke var meget fint, vejbanen var selvfølgelig ikke asfalteret, men vejen var velplaneret og fast så det gik hurtigt fremad. Efter en rum tid gjorde vi holdt ved en lille orange redningshytte for lige at strække benene lidt.
Vinden var nu taget til og tunge mørke skyer
dækkede det øde område, så vi kunne

sagtens forestille os at det måtte være rart at kunne søge ly i sådan en hytte i tilfælde at uvejr.

Vi kørte snart videre, men nu begyndte vejen
at blive ringere og snart skrumplede vi af-sted med kun 30-40 km i timen. Der lå sten
på vejen og volde af samme i vejsiden, så man kunne nemt få skrabet bilen hvis man kom for langt ud. Et par gange blev vi overhalet af meget større firhjulstrækkere med meget større hjul.
De drønede bare hen over det hele, fidusen er
åbenbart at have store hjul - så mærker man ikke ujævnhederne så meget.

Ved Kjölurruten, i nærheden af det lille fjeld Arnarbæli, ligger denne, noget bedagede redningshytte, men den er sikkert rar at komme ind i i tilfælde af uvejr, som det der satte ind et par timer senere, allerede nu blæser det temmelig kraftigt, som man måske kan se på Anders' jakke .

Vejen blev ringere og ringere, men vi havde
dog ingen problemer, ud over at blive rystet
en del. Nogle steder i forbydninger på vejen var der dybe vandpytter, ja nærmest vandhuller, men dem forcerede vi også
nemt, så vi skrumplede videre. Nogle kilometer før vejen går fra til Kerlingarfjöll
går en anden vej til højre op mod Hveravellir
Hvor der skulle være et varmt naturbad.
Det var der også - men der var ingen omklædningsfaciliteter undtagen for dem der boede på stedet, og da der var temmelig fyldt i badet og en strid vind valgte vi at springe over, og fortsatte hastigt videre.

Efter yderligere nogle skrumplende km.
nåede vi vejkrydset hvor vejen går fra til Kjerlingarfjöll, her drejede vi fra og skulle på et tidspunkt krydse et vandløb, men det viste sig at være "brolagt" så vi kom tørskoede over. Faktisk er der ikke nogen steder på hele ruten til og fra Kerlingarfjöll
man skal krydse vandløb, bortset fra en lille
bæk på selve F35, og som absolut ikke er noget at snakke om.
Jeg tror faktisk godt man kan gennemkøre ruten, hvis man ellers kører i en, ikke for "lavbenet", almindelig "tohjulstrækker", men jo mindre hjul, jo værre bliver skrumpleriet.
    Det begynder da godt nok at se noget skummelt ud...
"Vores" hytte på stedet. Det er en stor hytte med 3 lejligheder man kan leje. Vi havde den største der også inkluderer hems i hele hyttens længde, samt toilet, soveværelse og et lille køkken. Det er den der vender ud mod kameraet. Billedet er taget dagen efter, hvor det værste uvejr var løjet af.
Vi nåede snart frem til en sted med en klynge huse. Der var ikke noget skilt, men det viste at være det rigtige sted, Asgardur hvor vi skulle opholde os et par dage.
Nu var blæsten taget yderligere til og det begyndte at regne, men vi fik anvist vor hytte og skyndte os at losse bagagen og komme i ly.
(Video, hele køreturen på F35 - på 2 min.
35 MB).
Efter at have indrettet os stred vi over i
hovedbygningen, som også rummer en restaurant, dog med et begrænset menukort.
Vi fik lammekødssuppe, en ret som lige passede til vejret. På tilbagevejen til hytten
bemærkede vi at blæsten og regnen var tiltaget yderligere, og nu kunne kategoriseres som en storm. Det hylede og peb og ruskede i hytten, som ikke var helt tæt, men heldigvis var der elvarme og kombineret med nogle
dygtige romtoddyer kunne vi fint holde varmen. Det hele var godt noget mere primitivt end vi havde været vant til hidtil i Island, men meget hyggeligt.
Næste morgen var stormen og regnen aftaget
så meget at det blot lignede lidt almindeligt
dårligt sommervejr med byger og solstrejf.
Vi fik vores morgenmad i hovedbygningen, medens vi diskuterede hvad vi skulle bruge dagen til. Vi drenge ville selvfølgelig ud i

området, men vi lurede lidt på vejret. På vejen tilbage løb vi imidlertid på bossen på stedet som hedder Páll. Han ville gerne snakke og gerne dansk og fortalte at gårsdagens storm ikke var det værste han havde oplevet på stedet, kun det næstværste.... Men at det nemmeste for at komme ind i selve Kjerlingarfjöll-området
var en 4-5 km. op ad en bjergvej bag pladsen til man kom til en holdeplads. Når man nåede den var man ikke i tvivl om hvor man skulle hen. Der gik selvfølgelig også en fodsti der op, men vejret taget i betragtning valgte vi bilen.

Holdepladsen befinder sig på et plateau 960 m.o.h. hvilket er meget på disse breddegrader. Der blæser stadig en halv pelikan. På toppen af det lille kegleformede fjeld der stikker op i det fjerne, til venstre, er stedets mobilmast placeret, så der er utroligt nok mobildækning her midt inde i højlandet. Klik for panorama i modsat retning

Vejen viste sig at være ringe men dog absolut
fremkommerlig for Kuga'en, og snart stod vi
på et lille plateau i 960m's højde. Heroppe blæste det ganske kraftigt og småregnede
men vi begav os alligevel afsted mod det dampende område nedenfor plateauet. Selve
plateauet var overstrøet med sten i forskellige størrelser og mange af disse viste sig at være lavet af obsidian, en smuk glasagtig vulkansk bjergart, så dem indsamlede vi et par stykker af, før vi fortsatte hen mod kanten af plateauet.
Og vilket syn da vi nåede derhen !
Et fantastisk landskab lå udbredt foran os,

en kløft med en rivende fos i bunden. Dampende varme områder i kontrast til sne og is, og bakker og bjerge i brune og rød-gule nuancer med grønne pletter ind i mellem.
Opmuntret af udsigten begav vi os ned mod
bunden af kløften, regnen havde gjort det gullige støv eller ler fra kemisk forvitring af
lava utroligt klæbrigt, men alligevel glat, så vi
skulle passe ikke at glide, men snart stod vi i bunden af kløften omgivet af røg og damp fra
flere hvæsende varme kilder.
Der var slået en lille gangbro ud over fossen
og den gik vi over, den var meget gingelvorn
og svingede fra side til side når man gik på

  Drengene strider sig ned mod bunden af kløften. Det
smattede ler gjorde at man skulle passe ekstra på.
Klik her for video (4 MB / 12 MB)
På kanten af plateauet begynder man at kunne se landskabet i sin helhed. Som man måske kan se er der stier rundt i området, og på den lille bakke midt i billedet, lidt til
højre for midten ses 3 vandringsmænd. Klik evt. lidt til venstre for midten i billedet, for bedre at se dem.
den (Video 8 MB) Her kravlede vi op ad en lille bakke, den viste sig at være et krater
der indeholdt er særlig stor "hvæser" i bunden, ganske fascinerende, men dette er jo
også et meget stort geotermisk område.
(Video 7 / 43 MB)
Vi samlede nogle prøver af materialet i området, og gik ellers lidt rundt, men vi var
ikke udrustede til en større ekspedition p.g.a.
vejret, vi skulle jo bare lige "snuse" til området, og det fik vi sandelig gjort. Der skulle være et varmt naturbad et sted i området, men det havde vi nu ikke lyst til
at lede efter, vi kunne kun ærge os over
Dampen indhyller stedet.
Et blik ned i en af "hvæserne" Denne her lå i et krater
lige på den enden side af fossen.
  Anders står på siden af krateret og knipser ned, et øjeblik
efter væltede dampen ind over stedet.
Så er vi på vej tilbage op af kløften. Bemærk den lille dam i bunden af kløften i forlængelse af broen. Jeg har den mistænkt for at være et gammelt naturbad, eftersom
der løber varmt vand ind i den fra en af de varme kilder. Man kan kende det varme vand ved det at det ikke er mudret som det kolde vand.

vejret, men dog glæde os over at vi alligevel fik set noget af dette fantastiske område.
Næste gang jeg kommer til Island håber
jeg vejret er bedre i området så vi kan få set mere af det, og måske få et varmt bad i et
naturligt varmt bad. Jeg har lavet et "minilex" med en nøjere beskrivelse af området, hvis du skulle være interesseret i det.
Men vi smuttede altså tilbage over broen og
asede os op af kløften igen, tilbage ved bilen måtte vi konstatere at vores støvler var tilsølede i en sådan grad at det sikkert ville svine bilen så meget til at det ville koste en
ekstra rengøring, så vi besluttede at tage

dem af og køre tilbage i strømpefødder, medens støvlerne opholdt sig bagi på et stykke plastic. Så skrumplede vi tilbage samme vej som vi var kommet. (Video 9 MB).
Over en kop kaffe i restauranten, lagde vi
strategi for den sidste del af turen, som vi skulle ud på dagen efter, nemlig turen tilbage
til Keflavik. Da vi var blevet noget svedte af dagens udflugt besluttede Anders og mig at vi ville tage et bad. Det foregår i en hytte hvor
der er indrettet separate badeafdelinger for
mænd og kvinder. Ellers er der ikke meget privatliv, men vi fik da et godt varmt brusebad.

  Et blik gennem kløften i vestlig retning. Bemærk de
små hvide duske i det grønne område, det er får !
Vi skal da lige have dette panorama med. Det er et voldsomt aktivt område, så man skal passe på hvor man sætter sine fødder. Stien op af kløften ses på skrænten lidt
til højre for midten. Sandelig et spændende område !

På vejen tilbage fra badehytten løb vi ind i Páll, som gjorde opmærksom på at vores bil udsendte lyssignaler. Faktisk stod den og blinkede som om den ville køre til højre.
Vi tænkte at vi måske bare havde glemt at slå blinkeren fra, men da fjernbetjeningen til centrallåsen heller ikke virkede, begyndte vi at ane uråd. Vi kunne dog låse os ind manuelt, men kunne ikke formå bilen til at indstille blinkeriet. Stillet over for udsigten til at køre højreblinkende hele vejen tilbage til Keflavik, ringede jeg til udlejningsfirmaet.
De kunne ikke rykke ud til hvor vi var, men den hjælpsomme mand forklarede at det

måske var noget med sikringsboksen. Han fik mig talt frem til den og da jeg løsnede den holdt blinkeriet op, og centrallåsen virkede igen. Jeg lirkede den forsigtigt på plads igen, men undlod at skrue den helt fast, for det tilfælde at bilen skulle få lyst til at gentage spøgen. (Det gjorde den så et par gange dagen efter, men lige så snart vi kom ud på jævn vej var det forbi, det var åbenbart de voldsomme rystelser der havde medført en dårlig forbindelse).
Nå men efter aftensmaden fik vi snakket lidt mere med nogle venlige, lidt ældre københavnere, de var dårligt gående
men fulde af gå-på mod. At vove sig herind trods det, synes vi var ganske modigt.
Men det var da ikke noget, sagde de, nej det
er bare med at få set noget medens man kan.
Det kunne vi jo kun erklære os enige i.

Stedet har i øvrigt egen hjemmeside, hvorpå
man også kan bestille indkvartering, hvilket anbefales da der er run på i de 3 sommermåneder, som i øvrigt også er de eneste måneder der er åbent - sneen kommer
tidligt her inde i højlandet.
De er også kort med vandrestier på sitet.


Så begynder det at klare op over stedet. Herinde midt i Island er der f.eks. ikke strøm, så man har eget vandkraftværk, det gemmer sig et sted bag klippefremspringet
til venstre. Stedet er meget populært blandt naturelskere, idet det er noget lettere at nå frem til, end det lignende område Landmannalaugar.
4