Bestigningen af Keilir
Parkeringspladsen som er udgangspunktet for bestigningen af Keilir. En gruset & stenet holdeplads, er nok en mere rammende betegnelse. Keilir ses i baggrunden midt i billedet. Kassen og røret der går ned i jorden, formoder jeg er et geologisk apparat, muligvis et seismometer eller lignende.

Onsdag den 11 juli.
Keilir betyder "kegle" på islandsk, og bjerget har da også denne form, omend jeg vil sige at
det ikke er en spids kegle. Keilir er en subglacial vulkan, eller i hvert fald resterne af én. En subglacial vulkan er en vulkan under en gletsjer. D.v.s. den er dannet under en af istiderne idet der ikke er gletsjere i dette område i den nuværende mellemistid.
Keilir er kun 379 høj men rager alligevel godt op på Reykjanes og ligner faktisk, fra en bestemt vinkel, Keopspyramiden i Egypten. At der ligger et par mindre "Keilirere" ved siden af - der også ligner pyramider, gør blot ligheden med pyramidekomplekset i Giza
mere slående.
I klart vejr skulle der være en fantastisk udsigt, så det var jo oplagt at der skulle vi op.
Nu er Keilir godt nok ikke så høj, men den har ry for at være træls at bestige fordi der ligger en del løst materiale, også på det øverste stejle stykke. Derudover skal man gå
3-4 km i noget ret vanskeligt terræn for blot at komme hen til bjerget.

Men efter at have indtaget en grundig morgenmad og klargjort vores udstyr kørte vi mod bjerget midt på formiddagen.
Det første stykke går ad vejen til Keflavik - som er en rigtig god vej. ca. 22 km fra Reykjaviks centrum vises der af til venstre, til Keilir og et par småbyer, her kører man fra og kører gennem en rundkørsel og derefter under hovedvejen. (se kort) Vejen forvandler sig nu til ganske dårlig, og det var så vores første møde med de dårlige af de islandske veje. Vejen, som ikke er meget andet end et enkelt ujævnt spor pløjet gennem en gammel lavastrøm, fører knapt 8 km hen til parkeringspladsen som er udgangspunktet for bestigningen. Der er flere kryds hvor lignende - eller endnu ringere veje krydser - og der er ingen vejskilte hvilket resulterede i at vi kørte forkert en enkelt gang. det var efter ca. 1,5 km's kørsel hvor vejen fortsætter ligeud medens en ringere udseende vej går til højre. Vi fortsatte ligeud men opdagede hurtigt at det altså var vejen til højre vi skulle tage

Efter yderligere ca. en halv times skrumplen (Video 35 MB) drejede vejen til venstre, og vi bemærkede at der holdt et par biler ved siden af vejen. Det gik op for os at det var parkeringspladsen vi skulle starte turen fra. Den er ikke markeret med P-skilt eller noget som helst - det må man selv finde ud af. (Se kort) Så var det bare at få støvlerne
og oppakningen på og så komme af sted.
Stien var i øvrigt heller ikke skiltet af, men viste sig at føre langs kanten af en lavastrøm
(den samme som vi havde kørt i) nedenfor en langstrakt bakke nogle hundrede meter indtil
den når det punkt hvor lavastrømmen - som iøvrigt er fra det 8-9 århundrede e.kr. - er smallest. Det var ikke var let at finde stien hen over laven, men vi opdagede at den var et lidt brunligt spor i lavaen, sikkert dannet af ihjeltrampet mos & lav der groede på lavaen. Dette mos var ellers gråligt hvilket sikkert skyldtes at der havde været tørke på Island denne sommer, det viste sig da også at
hvis man "vandede" det blev det straks grønt igen.
Midt i lavastrømmen, det er tungt, men spændende. Pu-ha der er godt nok langt der hen.....
Herunder: Overgangen mellem hede og tefra-slette.
Et delvist kollapset lavarør. Selv her er der blomster, bl.a. den rødviolette vilde timian. Se det i 3D.
Laven viste sig at være særdeles ujævn og ganske anstrengende at gå på - men også interessant idet der var rester af lavarør og andre formationer og et sted - i en hulning - groede der minsandten gøgeurt. Dog måtte vi hele tiden passe på ikke at gå fejl af stien - der ikke altid var nem at se.
efter godt 500 m i dette terræn fortsatte det
brune spor over et fladt hedeagtigt landskab nu også markeret med små stendynger, som man, med lidt god vilje, kan kalde varder.
Det var meget nemmere at gå her og vi gjorde nu hastige fremskridt mod Keilir. Næsten fremme ved vulkanen, mødte vi en familie
med et par børn i skolealderen. De var vendt
om inden de nåede helt op, men vi fortsatte ufortøvet og snart ændredes det hedeagtig landskab til en støvet slette af vulkansk materiale - tefra. Snart efter begyndte selve opstigningen. Stien snoede sig gennem løst vulkansk materiale op af bjergsiden. Det gav ikke andre problemer end anstrengelsens sved, og snart nærmede vi os toppen - Så blev det svært, det blev meget stejlere og man skred ned næsten lige så hurtigt som man gik op (Video 12 MB) - lidt lige som at kravle op ad en stejl sandklit, men vi oksede videre og lige før toppen blev grunden fastere.
Panorama - Tilbageblik fra det hedeagtige område mod lavastrømmen.
Drengene på vej op ad Keilir - der er stejlere end det ser ud til på billedet. Man ser stien der slynger sig ud i det fjerne. For enden af stien lige på kanten af det mørke
område ses en lille hvid prik - det er en bil på "parkeringspladsen" hvor vores bil også holder. Der er en 3-4 km. derhen.

Toppen viste sig at være et lille plateau på ca. 150 kvm hvorpå der var anbragt en lille søjle omgivet af et stålstativ. På søjlen en graveret stålskive der viste hvad man kunne se i alle retninger - i midten en spids så skiven også fungerede som solur.
Der var også en stander med en gæstebog. Udsigten over Reykjaness og omgivende områder var fantastisk, så der blev filmet og knipset flittigt. Selve området omkring Keilir minder mest om et marslandskab - især et af Keilirsbørn som de mindre knolde vest for Keilir kaldes.

Anders & Søren puster ud på toppen. Det er Reykjavik man skimter i det fjerne.   Orienteringsskiven med soluret - det er 12 timer bagefter. Alt det andet passer fint.
Panorama i vestlig retning - knolden en anelse til venstre for midten minder meget om en tilsvarende formation på Mars. Klik på den for at se marsformationen, denne
kaldes i øvrigt "Marsansigtet" da nogle naive mennesker troede at det var en monument rejst af rumvæsener, det varede lige til man fik skarpere billeder...
Vi havde ikke været på toppen længe før der dukkede et par andre vandrere op. Vi faldt i snak med dem, det viste sig at være islændinge, men da de havde arbejdet i Norge
nogle år talte de en art fuldt forståeligt skandinavisk. Så skulle Birgit - som jo blev tilbage i Reykjavik - lige orienteres om ekspeditionens heldige udfald. Det var jo bare at ringe for der er fin mobildækning fra toppen af Keilir. Så var det tid at begynde nedturen, da vi nu ikke var så fokuserede på opstigningen, kunne vi bedre koncentrere os om omgivelserne.
Udsigt mod syd. Klik for panorama. Bemærk lavastrømmen der udgår fra de lave vulkaner. Søren ved standeren med gæstebogen. Også på toppen
er der blomstrende planter.
 
Så går det nedad igen - der er stejlt og støvet. Vi spekulerede på hvordan der mon ville være i regnvejr -om støvet ville blive til en klistret masse og der ville blive rigtig glat. Det fik vi syn for nogle dage efter i Kjerlingarfjöll.

Trods de tilsyneladende barske forhold
var der alligevel mange pletter med blomstrende planter, især den vilde timian var særdeles talrig, visse steder endda så talrig at den ligefrem gav et rødviolet skær over området den groede i. Men også en hvid blomst der nok er en art blæresmælde var særdeles dekorativ.
Vi var hurtigt nede på sletten igen og stykket
herover det hedeagtige område var også hurtigt klaret.
Så skulle vi over lavastrømmen igen, den var
endnu mere træls at krydse end på udvejen.

Måske fordi vi var ved at være trætte, men jeg synes nu altid tilbagevejen føles længere end udturen.
Men over kom vi, og det var så vores første
møde med den fantastiske islandske natur.
Reykjaness-området rummer mange naturperler hvilket bl.a. skyldes at skillelinien
mellem den europæiske og den amerikanske
plade, den Midtatlantiske ryg, går gennem
området og i øvrigt fortsætter ud i havet som et undersøisk højdedrag kaldet Reykjaness Ridge (Kendt fra u-bådsfilmen "Røde Oktober").
  En klynge blæresmælder ved siden af lidt timian.
En dusk af den rødviolette, vilde timian. Har ikke fundet navnet på denne blomst - endnu. Ja, så mangler vi lige at krydse lavastrømmen... 3D her.