Turen fra Höfn til Akureyri.
Et 360°panorama udover et typisk østkystlandskab i bunden af Fáskrúdsfjördur, yderst i panoramaet skimtes byen af samme navn. Vi fulgte vejen til Egilsstadír.
Klik for hele panoramaet.

Onsdag den 18 juli.

Denne dag skulle vi køre det længste stræk,
nemlig de 514 km fra Höfn til Akureyri. Det viste sig endda at blive lidt længere endda, men mere om det senere.
Det var gråvejr og det småregnede, da vi kørte fra vort luksuriøse opholdssted i Höfn,
men da jeg havde lavet et tilsvarende lejemål i Akureyri, regnede vi ikke med at skulle gå ned i boligstandard de næste dage.
Ringvejen snor sig ind og ud af de langstrakte
fjorde langs kysten, inde i fjordene lå de små
havnebyer og længere ude ved havet var der

meget langt mellem bebyggelserne.
I bunden af Berufjördur nåede vi det eneste
stykke af ringvejen der endnu ikke var asfalteret. Der kørte er stor maskine rundt og
jævnede en mænge nylagt grus ud, så måske
man var ved at lægge an til det nu.
På grund af alt gruset var vejen noget bøvlet at køre på og hvilket hæmmede vores fremfærd noget.
Men allerinderst i fjorden deler vejen sig, og man kan nu vælge at tage genvejen ad route 939, til Egilsstadir, eller fortsætte ad Ringvejen og tage et par fjorde mere og dermed ca. 80 km ekstra, før vejen drejer ind

i landet.
Vi valgte Ringvejen da denne er asfalteret,
bortset fra en 3-4 km. Det er route 939 mestendels ikke, og det betyder virkelig noget for hastigheden.
Så efter et par fjorde og en knap 6 km lang
tunnel nåede vi Reydarfjördur hvor vejen
drejer ind i landet. Efter en lille benstrækker
fortsatte vi mod Egilsstadir som vi nåede midt på eftermiddagen.
Her købte vi ind til aftensmaden og fik lidt mad på et cafeteria, inden vi fortsatte mod Myvatn.
Skyerne sydfra vælter ned fra fjeldene på sydsiden af
Stödvarfjördur.
Voldsom farvekontrast, kirke på baggrund af grå sky i byen Stödvarfjördur. Noget mishandlede skure med fugleøen Skudur i baggrunden. Lidt længere fremme en ensom rønne.
Da vi efter et par timer og nærmede os Myvatn, pirrede den umiskendelige lugt af svovlbrinte igen vore næsebor som tegn på, at der nok var et geotermisk felt i nærheden. Ganske rigtig, lidt længere fremme dampede det voldsomt op fra et stort gulbrunt område, hvilket også passede med at vi nu var tæt på spredningszonen igen.
Området hedder Namafjall, populært kaldet
"Helvedes køkken". Det skulle vi da se, så vi drejede fra vejen og parkerede. Det var nu blevet overskyet, og det småregnede, men området var alligevel så interessant at vi brugte en times tid på det.
Den allestedsnærværende suppegryde med den gode lammekødssuppe.   Netto i Egilsstadir. Billigt hedder åbenbart ódyrt, (u-dyrt).
Panorama i nordlig retning, til venstre ses Ringvejen, der snor sig over bakkedragene, på den anden side af disse er Myvatn-området.

Nu var vi jo efterhånden noget forhærdede
m.h.t. geotermiske områder, men dette var anderledes, og ikke mindst større, så vi var
alligevel imponerede. I meget gamle dage udvandt man her svovl til krudtproduktion,
hvordan man gjorde ved jeg ikke, men det har måske noget med de tuer, eller stendynger der er dynget ovenpå nogle af fumarolerne.
Efter dette interessante afbræk på den lange køretur, fortsatte vi, sønden om Myvatn, til Akureyri som vi nåede ved ni-tiden om aftenen. Vi fandt hurtigt det bestilte hus, og denne gang var der ingen problemer med nøgleboksen.

Et par store, flotte, kogende varme og boblende mudderhuller.   En intetanende turist indhylles i uddunstningerne fra en hidsig fumarole, eller sådan ser det ud !
Panorama i vestlig retning. Alle de grågrønne pletter er varme kilder, selv op ad den bagvedliggende bjergkam er der gang i den. Hele området har den typiske
rødbrune farve der stammer fra kemisk forvitret lava (rhyolit) Der er vandrestier i bjergene/bakkerne - nogle at stierne er varme ! Video (30 MB).