Fra Hekla til Höfn.
Dette vandfald er noget af det første man lægger mærke til når man nærmer sig Eyafjellajökull. Det hedder Seljalandsfoss og er et af de smukkeste i Island.
Man kan endda gå indenom vandfaldet, hvis man ikke er bange for at blive lidt våd.

Mandag den 16 juli.

Efter en god morgenmad (dog ÷ bacon og æg) forlod vi Hotel Hekla for at køre til Höfn - en fiskerby på østkysten hvor vi skulle bo et par dage.
Det var fint vejr - klart med enkelte skyer og
en 15-16° - fint kørevejr.
Vi var hurtigt tilbage på Route 1 og så gik det mod øst og efter en times tid kunne man skimte Eyjafjellajøkul i det fjerne. vi holdt
lige en lille pause for at nyde udsigten over det flade område vi nu befandt os i, man

kunne tydeligt se Vestmannaøerne og Hekla
m.fl. samt Eyjafjallajökull. Efter at have
taget en flok billeder kørte vi videre.
Tæt på Eyjafjallajökull bemærkede vi et flot vandfald, og kørte ind for at se det. Det viste være Seljalandsfoss, et af de flottere af slagsen i landet. Ud over det, udmærker vandfaldet sig ved at man kan gå bagom det. Mærkeligt nok var der ingen af os der havde lyst til det, måske fordi man kunne blive våd.
Men efter at have nydt synet et stykke tid kørte vi videre, da vi havde et ret stramt program denne dag.

Vi havde ventet at der lå aske mange steder fra Eyjafjallajökulls udbrud i 2010, som mange måske vil huske p.g.a. generne for
flytrafikken, men der var ikke noget at se - selv da vi kom om på østsiden af vulkanen, var der som slikket - ingen aske at se.
Længere fremme lå der et lille museum ved siden af vejen, dedikeret udbruddet i 2010, og
der kunne man købe et lille glas med aske derfra, det var det eneste vi så til det. Vi så udstillingen, købte dog ikke noget, og fortsatte
derefter mod Dyrhólaeys berømte klippeformationer.

 

Panorama i nordøstlig retning fra et fladt område (Auster-Landeyjar) sydvest for Eyjafjallajökull, som ses i højre halvdel af billedet. Til venstre for midten ses Tindfjallajökull i det fjerne. Knolden foran denne hedder Stóri Dímon og er 171 m høj. Klik for panorama i nordvestlig retning. Der er desværre en del lufturo der slører billederne.
Mod syd rager Vestmannaeyjar op i disen. Fra Landeyjahöfn, 10 km mod syd, sejler færgen til øerne. Det lille museum dedikeret Eyjafjallajökulls udbrud i
2010.
Til den anden side er der minsandten en rapsmark, det er ret godt så langt mod nord.
Panorama mod øst fra klippefremspringet lidt nord for Dyrhólaey. Bemærk den fritstående basaltformation og det sorte sand. I skrænten til venstre bor lunderne. Det var de eneste af slagsen vi så på turen. Bag klippefremspringet i det fjerne ligger byen Vik. Klik på basaltformationen for close-up.

Dyrhólaey er en klippeformation der rager godt ud i havet og er gennemhullet et par steder hvor der er ligesom nogle buer man
kan sejle igennem. Den er mest fotogen fra vest, men vi kunne ikke komme ned til vandet der, så vi måtte nøjes med at se fænomenet fra øst hvor det kan betragtes
fra et klippefremspring. Men flot var det da.
Efter at have nydt synet, og - naturligvis -
filmet en del, kørte vi videre til den nærliggende by Vik, for at få noget at spise.
Vik ligger lige nedenfor Myrdalsjökull, der
skjuler den særdeles farlige vulkan Katla
som nærmest kan betegnes som

Dyrhólaey set fra øst. Bemærk buerne gnavet igennem
af havet. Klik for panorama.
  Der filmes flittigt, gad vide hvad pullerten er til ?


Eyafjallajökull i anden potens, og som yderligere "plejer" et gå i udbrud måneder
efter denne. Så Katla overvåges nøje og der
er lavet evakueringsplaner for Vik, der giver
indbyggerne en halv times til at komme væk
i tilfælde af at Katla virkelig går i udbrud...
Den 8-9 Juli 2011 indtraf der godt nok et udbrud, men det var ikke voldsomt nok til at gennembryde isen over vulkanen. Det efterfølgende jøkelløb ødelagde dog et par broer og beskadigede lidt af Ringvejen.
Det helt store udbrud er, i skrivende stund, endnu ikke indtruffet.

Udsigten fra området ved siden af cafeteriet. Små knaldhytter i vulkanens skygge. Bemærk lavalagene i skrænten bagved hytterne.  
Vi fandt et ret velbesøgt cafeteria i udkanten af byen og fik nogle udmærkede burgere og
fritter Derefter indhandlede vi lidt mad i byen og så var det ellers videre til næste mål på listen, nemlig Skaftafell - eller rettere
Skaftafellsjökull - som er en udløber af det gigantiske gletsjerområde
Vatanjökull. Der udgår stier fra et nærliggende besøgscenter så man kan komme
helt ud og røre ved isen fra Skaftafellsjökul.
Det var ihvertfald planen, men først næste dag. Vi ville dog lige køre forbi centret for at rekognoscere, og så køre tilbage dertil dagen
efter.
Længere fremme af vejen. En gård der putter sig under
vulkanen.
  Forvredne ståldragere med Anders som målestok. Der
har været en voldsom kraft i jøkelløbet.
Panorama i nordlig retning mod Vatnajökull, som man dog ikke kan se p.g.a. regntunge skyer. De 2 gletsjertunger man dog kan se er, fra venstre Skaftafellsjökull
og derefter Svinafellsjökull. De forvredne ståldragerne er fra en bro der blev ødelagt under det voldsomme jøkelløb i 1996
Ringvejen førte nu over et udstrakt fladt, øde
landskab, gennemskåret af store smeltevandsafløb fra Vatnajökull. Det hedder
Skaidarársandur og er det største af sin slags i
Island. Vejen lever her en usikker tilværelse idet voldsomme jøkelløb forårsaget af vulkanerne under Vatnajökull nemt kan rive
broer og veje væk, som det skete i 1996 da et
voldsomt udbrud smeltede en enorm mængde is og det efterfølgende jøkelløb raserede dele af det flade område. Ved den lejlighed røg der er par broer og noget af vejen. Nogle forvredne ståldragere er udstillet ved en vigeplads, til minde om begivenheden.
Men det var den gang, denne dag var der ingen problemer, bortset fra lidt sorte sanddriver der var føget sammen på vejen.
Der er et par forholdsvis lange broer, og på
vanlig islandsk vis er disse blot enkeltsporede.
Fra en af broerne kunne man se resterne af
dens forgænger der var skyllet væk i 1996.
(Video 26 MB)
Desværre var det nu blevet gråvejr og det
småregnede, men efter en kort pause på
førnævne vigeplads, hvor man dekorativt havde anbragt nogle forvredne ståldragere, fra en af ovennævnte broer, nåede vi frem til besøgscentret, som var godt besøgt.
Gletschertungen Svinafelljökull. Skyerne hænger lavt
og det er noget diset.
   
Vi fandt nogle brochurer og vandrekort, og
fik en kop kaffe og en dejlig stor kage, og kørte så videre nordpå. Vejen går i en bue udenom Øræfajökull som rummer Islands højeste punkt, Hvannadalshnjúkur, 2110 m.o.h. og fortsætter så nordpå.
Efterhånden begyndte der at komme huller i skyerne, og lige med var var der et fantastisk
lys på en gletsjer ved siden vejen. Vi
slyngede bilen ind på en lille grusvej og
nåede at få taget et par billeder inden solen
forsvandt igen. Så fortsatte vi hastigt videre
mod dagens næste seværdighed.
 

Solstrejf over gletsjeren Kviarjökull.

Jökulsárlón, er en lagune fyldt med glacialt smeltevand
og drivende isskosser, her ses udløbet i havet.
Det store panorama ud over Jökulsárlón og omgivelser. En vanskelig fotografisk opgave med modlyset over store dele af billedfeltet, men det lykkedes da nogenlunde.
Dyngerne til højre i billeder tror jeg er gamle randmoræner, gletsjerne har nemlig trukket sig noget tilbage over tiden. Et "smallere" panorama her.
Den var vi nær drønet forbi, men heldigvis opdagede vi den da vi kørte over en bro over et stort udløb i havet.
Det viste sig at være udløbet fra Jökulsárlón, en lagune fyldt med smeltevand og isskosser fra de bagved liggende gletsjere. Det er en af de helt store attraktioner i området, og det med rette.
Der er virkelig tale om en smukt stykke natur, som er let tilgængeligt direkte fra ringvejen. Lagunen har "optrådt" i to James
Bond film - dog om vinteren, og det siges at man af og til kan se spækhuggere på jagt efter de sæler der er i lagunen.
En vakkelvorn flydebro, hvorfra man kan komme til
at røre ved isen, det skulle vi også prøve.
  Gletsjeren Breidamerkurjökull kælver direkte ned i lagunen i det fjerne.
Der tilbydes sejlture på lagunen i diverse
fartøjer, men der var lukket for i dag. Vi ville
nu nok heller ikke have benyttet os tilbudene, der var rigeligt at se på fra bredden.
Desværre var der heller ikke noget toilet på
stedet der havde åbent, og det var en problem, da Søren havde fået problemer med
maven og var i bekneb for et toilet, men han
kneb da ballerne sammen til vi havde set nok
til lagunen. Så hastede vi videre for det var
ved at være op over for Søren. Vi tænkte at det nok endte med en grøftekant, men pludselig dukkede der et toilet op ved vejen.
De mørke lag i isen er vulkansk støv, og vidner om dette
område er velforsynet med vulkaner.
Isen kan antage mange former og nuancer i turkis og
blåt.
 

Vi svang ind og Søren drønede ind på toilettet - i sidste sekund - pyyyha.
Vi har senere fundet ud af at der sidder et
webcam i en af pylonerne der holder broen over udløbet, så interesserede kan følge med
i hvad der sker ved lagunen, se her.
Så kunne vi fortsatte mod endemålet for
dagens etape, nemlig fiskerbyen Höfn, hvor
vi havde bestilt et par overnatninger.

Nu synes jeg imidlertid denne side er ved
at blive noget lang, så jeg laver en anden
specielt om dette.

  Diverse fartøjer som benyttes til sejlture på lagunen.
Klik på amfibiebådene for close-up.
Så er det vist på tide at komme videre....