Den gyldne cirkel.
Panorama over området omkring Nesjavellaværket. Selve værket gennem sig under dampskyerne. Man kan dog se en del af boringerne og rørene der fører det varme vand og damp hen til værket. Boringerne gemmer sig under de små kupler for enden af rørene.

Torsdag den 12 juli.

"Den gyldne" cirkel kaldes de 3 attraktioner
som alle turister skal se og består af Thingvellir, Geysir og Gullfos. Så dem skulle
vil selvfølgelig også se.
Det naturlige sted at starte er Thingvellir da det ligger nærmest Reykjavik. Den nemmeste
vej dertil er route 36, men da route 435 skulle være langt flottere valgte vi den.
Da vi først havde fået os kringlet ud af Reykjavik viste denne vej sig at være ganske god. Langs vejen løber en fjernvarmelinie der
forsyner Reykjavik med fjernvarme fra

Nesjavellaværket. Det interessante et at der kun er en rørledning, og ikke to som her i DK. Det er simpelthen fordi man har rigeligt med varme og vand - så det brugte fjernvarmevand ledes bare ud i havet. Det kan slet ikke svare sig at bygge en returledning.
Da vi nærmere os Thingvallavatn gik vejen først op, så ned gennem et gammelt krater. Vi holdt en lille pause for at nyde det flotte landskab, og så var det videre igen.
Snart kunne vi skimte søen, samtidig med at en umiskendelig lugt af svovlbrinte bredte sig i bilen.
Hørmen viste sig at stamme fra føromtalte værk der producerer både strøm og fjernvarme på basis af geotermisk varme. Vi holdt ind ved et udsigtspunkt og vi kunne se dampskyerne fra værket og boringer og rørledninger, men selve værket var skjult bag en klippeskrænt.. Jeg ville gerne have været inde og se sådan et værk, men det var der altså ikke tid til den dag.
Så vi kørte videre langs søen ad route 360 og endte efter en halv times kørsel ved selve Thingvellir-stedet, nemlig der hvor Islændingene mødtes til tinge fra år 870 og
flere hundrede år frem og hvor republikken
Island blev udråbt den 17 juni 1944. Vi parkerede og tog vejen langs den vestre side af området. Som følge af placeringen
lige på pladegrænsen, er der mange sprækker i området, og vejen gik gennem en af disse, der var også plads til et vandløb der et sted udvidede sig til en dam, kaldet "Drekkingarhylur" hvilket betyder druknehullet, og hentyder at man indtil midt i 1600-tallet druknede kvinder, der havde begået forskellige forbrydelser, heri.
Længere henne var vejen spærret fordi der havde åbnet sig en ny sprække midt under
vejen, så det skulle man jo lige have fikset.
I Hengilkrateret - Klik for panorama.   Drengene gyser ved druknehullet.

Jo - der er skam gang i området rent geologisk. Der var dog en åbning så man kunne komme ned på selve sletten hvor den historiske del af området befinder sig. På selve tingstedet er der idag en lille trækirke, et sommerhus til brug for den islandske præsident, en kirkegård og en stor cirkulær forhøjning, gennemskåret at to stier der danner et kryds som peger ud i de fire verdenshjørner - selve tingstedet.
Kirken var ved at blive malet, men man kunne dog godt komme ind i den. Stor var den ikke, men den virkede vældig hyggelig. I kanten af tingstedet bemærkede vi

Vejen er spærret p.g.a. sprækkedannelse. Der filmes flittigt.  
Panorama ud over Thingvellirsletten fra vest. Nede ved nåletræerne ser den lille kirke og den islandske præsidents officielle sommerhus. Lidt til venstre for disse selve
tingstedet. Vand har man ikke manglet...

en stor langnæbbet fugl der systematisk pikkede jorden igennem, det viste sig at være en stor kobbersneppe. (Video 6 MB) .
På vejen tilbage til parkeringspladsen
kom vi forbi en vandfyldt sprække, hvor
TV-hold sad og lurede på et-eller-andet ude
i vandet - hvad kunne vi ikke se. Vi gik langs sprækken og vi kunne se at det krystalklare vand var meget dybt, en 10-15 meter på det
dybeste, alligevel kunne man nemt se bunden hvor små metalstykker lå og glimtede. Vi fandt senere ud af besøgende bruger sprækken som en slags orakel -man stiller et spørgsmål og smider en mønt i, og

  Sommerhuset og kirken, med kirkegården i forgrunden.
Den mikroskopiske kirke. Den er ved at blive malet, klik
på døren for at se ind.
kan man se den når den når bunden betyder det ja, men hvis den forsvinder mellem stenene betyder det nej. Ganske simpelt.
Der er flere af disse vandfyldte sprækker i området, og det er - efter sigende -meget populært at dykke i disses og Thingvellir-søens klare, men kolde vand. Men vi skulle videre så vi traskede tilbage til P-pladsen, fra denne gik der godt nok en sti hen til det flotte vandfals Öxarárfoss , men den var også lukket. Pyt, tænkte vi, vi skal nok få vandfald at se senere i dag.
Så gik det videre til det næste punkt på dagsordenen, nemlig Geysir.
Selve tingstedet. Sneppen skimtes henne ved busken.   Den vandfyldte sprække, bemærk kameraholdet.
Panorama i østlig retning over det geotermale område i Haukadalur, det er gejseren "Strokkur" man ser springe. Midt i baggrunden skimtes toppen af vulkanen Hekla. Vejen der fører ud i det fjerne i venstre side af billedet, er route 35 som går over i Kjölurruten (F35) gennem det indre højland.

En lille times magelig kørsel mod øst førte os til det geotermiske område Haukadalur, som bl.a. huser gejseren Geysir. Der er både campingplads, butikker og hotel o.s.v. Ganske som det hører sig til en rigtig turistattraktion. Vi ankom sidst på eftermiddagen og det var tydeligt at der ikke var så mange mennesker mere som der havde været tidligere på dagen. Alle busser var draget hjem til hotellerne med deres myldrende hobe of turister og højtråbende guider så vi parkerede bare på den store parkeringsplads (gratis), steg ud af bilen og indsnusede den svovlbrinteduftende luft. Så var det bare at smutte over vejen

og ind på det spændende område (Gratis adgang naturligvis) Det var første gang vi besøgte et geotermisk område så det var ret overvældende. Overalt dampede, hvæsede og boblede det fra små pøle og huller i jorden, ledsaget af en salig lugt af svovlbrinte - vi kunne ikke lade være med at tænke på hvordan det ville være at bo på campingpladsen lige ved siden af når vinden var i det rigtige hjørne.
Nå, men vi skulle jo se Geysir springe, d.v.s.
Geysir springer faktisk ikke så meget mere og når den endelig gør det er det slet ikke med samme kraft som i fordums dage.
     

Efter Geysirs pensionering har gejseren Strokkur overtaget tjansen og den er ganske flittig, den springer i gennemsnit hvert 8'nde minut. Da vi nærmede os denne kunne vi se en lille flok mennesker bestykket med alskens kameragrej stå ved den ene side af gejseren.
Før vi var nået derhen skød en flot søjle af vand og damp op. Noget at det kogende varme vand faldt til jorden på den modsatte side af flokken, så det var forklaringen på hvorfor de alle stod på den anden side. Vi fik hurtigt tilkæmpet os en plads i flokken og så var det bare at vente med kameraerne klar. Der kom hurtigt et udbrud men det var

Måske denne lille pøl en gang kan afløse gamle Geysir. Hvad står de og glor på derhenne..?  
Strokkur samler kræfter.. Så - nu sker det vist.. Og et ordentligt udrud ! (Video 10 MB)
underligt kraftesløst, så vi blev stående medens Strokkur fik pusten igen. Der gik da heller ikke længe før der kom et ordentligt udbrud. Ganske imponerende ! Umiddelbart efter et lille efterudbrud, jo den kunne skam godt.
Det var svært at rive sig løs, så vi stod der er
stykke tid og bare nød synet af de flotte, dampene kaskader.
Men der var skam også andre ting at se på
i området, bl.a. varme kilder, som ikke springer, men som var utroligt flotte at
kigge ned i. Vi var heldige at Solen lige
stod og skinnede skråt ned i et par kilder
  Man kan stå og kigge på gejseren i timevis... Gamle Geysir - der er ikke meget gang i den.

så vi rigtig kunne se hvad der gemte sig under overfladen - et flot syn. Der var også en lille pøl med blåt vand, farven skyldtes måske termofile alger, men smukt er det. (Video 12 MB)
Området ligger nedenfor et fjeld kaldet
Bjarnarfjell (727 m.o.h) og man kan selvfølgelig bestige det, hvis man skulle have lyst. Det gjorde vi nu ikke da vi skulle videre til den næste attraktion, nemlig det store vandfald Gullfoss.

Det ligger kun ca. 10 km af route 35 mod øst, så det var bare at fortsætte ud af landevejen.

En af de varme kilder.   Afløbet fra denne er meget varmt.
Gullfoss er et stort vandfald, hvorigennem der løber enorme mængder vand fra det indre højlands gletsjere. På grund af den lave sol var regnbuerne meget tydelige
i vandtågerne. Bemærk klippefremspringet der rager ud i vandmasserne i venstre side. I baggrunden skimtes fjeldene i Kjerlingarfjöll-området i det indre højland.

Vi parkerede og fra P-pladsen går der en 500 m. velanlagt sti hen til kløften med vandfaldet.
Det viste sig at være et meget stort et af slagsen, faktisk det største vi nogensinde havde set, og trods den tørre periode var der
masser af vand i, som stammer fra sommerafsmeltningen af det indre højlands sne og gletsjere.
Efter at have nydt synet en stund begav vi os ned ad en sti der går langs kløftens ene side og giver adgang til et klippefremspring der rager ud i den rivende strøm (Video 15 MB)
Herfra kunne han rigtig fornemme kraften i vandmasserne samtidig man at man stille og

roligt blev blødt igennem af vandtågen der hvirvlede rundt i luften. Således forfriskede
gik vi tilbage ad stien og satte os på en bænk
for at nyde udsigten og tørre lidt, inden vi gik
tilbage til P-pladsen. Ved siden af denne var en restaurant, hvor vi bestemte os for at prøve den berømte lammekødssuppe. Den var god og lige hvad vi trængte til ovenpå strabadserne. Der var gratis refill, så vi fik et par gode skålfulde hver. Tilbage på P-pladsen bemærkede vi dette voldsomme køretøj.
Herefter begav vi os, mætte og tilfredse med dagens forløb, ud på turen tilbage til Reykjavik.
    En regnbue.
Den øverste del af vandfaldet , og den - nederste hvor vandet styrter ned i en snæver kløft. En god gang lammesuppe er lige hvad man trænger til.
4