Myvatn og omegn 2.
Udsigt over Myvatn fra sydenden af søen, hen over nogle af de mest spektakulære pseudokratere. Der spankulerer en del folk rundt på kanten af det største. Som tidligere skrevet er disse kratere dannet af dampeksplosioner, når rødglødende lava løber hen over vand.
Tirsdag den 21 Juli.

Denne dag var der rigtig godt vejr, ja faktisk
det bedste vi oplevede denne gang i Island.
Da der jo var nogle seværdigheder vi ikke nåede dagen før - ved Myvatn, blev vi enige om at køre derhen igen. Det viste sig at Birgit også ville med, så hele familen startede ud på turen sidst på formiddagen. På vejen til Myvatn kommer man forbi et ret spektakulært vandfald, kaldet
Goðafoss.

Vi har jo kørt forbi flere gange, men er aldrig stoppet for at beundre underet, men det besluttede vi så at gøre denne gang.
Faldet er et af de flotteste i Island, og det måtte vi give de forskellige beskrivelser ret i.
Desværre var der ret overrendt af turister, så det tog lidt af fornøjelsen, men imponerende var det.
Tilbage i bilen fortsatte vi mod det næste mål
på turen, psudokraterne i sydenden af Myvatn. Disse havde vi drenge jo set før, men

det havde Birgit ikke, så dem måtte vi se.
Så der gik vi rundt en times tid, ad de brede velanlagte - og flittigt benyttede - stier. Kraterne er egentlig ikke så imponerende, i forhold til deres større slægtninge, men tilsammen med søen og baggrunden, giver det alligevel et helt specielt, flot landskab, som også er særdeles velbesøgt.
Herefter kørte vi videre mod det næste punkt
på dagsordenen.

Goðafoss. Jeg har ikke et panorama, men lidt video kan
vel også gøre det.
Et kig ned i et af de større pseudokratere, ikke så imponerende - i sig selv. Denne fordækte person, viste sig at være en "ornitograf"
igang med at knipse disse fugle, med sin hypertele.
Det næste punkt var så Grjótagjá - en lille hule hvori der befinder sig en varm pool. Den ligger lidt nord for Hverfjall, men på vejen op langs den østre side af Myvatn, forlangte Birgit at vi skulle stoppe fordi der simpelthen var så smukt
Så det gjorde vi naturligvis og der var flot, så
der blev knipset flittigt.
Så fortsatte vi nordpå , men vejret var nu blevet så godt at vi fik lyst til en is.
Vi gjorde holdt i i den lille bygd Reykjahlíð, som er placeret lige der hvor vejene om henholdsvis den vestre og den østre side af søen, deler sig. Der ligger en stor tankstation/ cafeteria. Det er sikkert den eneste i mange miles omkreds for der var et mylder uden lige. Vi fik dog tilkæmpet os nogle is og et par sandwiches, som vi efterfølgende sad ude i solen og indtog. Det var ganske lunt - sikkert
lige over 20 grader, hvilket er meget på disse
breddegrader.
Således forfriskede fortsatte vi mod øst ad
route 1. Efter ganske kilometer drejede vi mod højre ad Grjótagjárvegur, som den meget
passende kaldes. Det er en fin asfalteret vej
gennem et fladt vulkansk landskab. At der var varmt under overfladen var der ikke tvivl om, idet der var adskillige små huller hvorfra det dampede lystigt.
Et panorama udover Myvatn fra den østre side af søen. Bemærk de fjerne snedækte fjelde. Klik her for max zoom af nogle af disse fjelde.

Efter et par kilometer ad denne vej, åbenbarede der sig en lille parkeringsplads, foran en mindre højderyg, der strakte sig gennem landskabet. Det var så her grotten skulle være. Det var den også. Der var enkelte andre turister, men ganske fredeligt og vi drenge skulle selvfølgelig ind i hulen, selv om et manende skilt gjorde opmærksom på et det var på eget ansvar, man kunne godt få en klippeblok i hovedet - og - at man, i så fald, selv var ude om det. Indgangen til hulen var ikke stor, men dog ikke så smal at man skulle klemme sig igennem, og inde i hulen var der god plads.

Indgangen til hulen er ikke særlig imponerende. Klik
på skiltet for at se hvad der står.
  En med-turist dypper forsigtigt fingeren i det (lovligt) varme vand.
Parkeringspladsen ved hulen og den gamle lavastrøm den ligger i - der er en ganske voldsom sprække som det ville være meget dumt at falde ned i. I baggrunden Hverfjall.

Indtil Krafla-udbrudende badede de lokale i den varme pool, men efter dette blev vandet
simpelthen for varmt. Vel ude af hulen igen, skulle vi også lige op på højderyggen hvori hulen ligger. Der var godt nok markeret med lidt snor op et par pinde, at det åbenbart ikke var velset at man gik derop, det gjorde vi så alligevel og kunne konstatere, at grunden til afspærringen nok var, at de lokale var trætte af at folk skvattede ned i den store sprække, der åbenbarede sig i højderyggen. Det undgik vi dog behændigt og derefter var det videre til dagens sidste mål, det geotermiske område Namaskard, også kaldet "Helvedes Køkken".

Der er en anden indgang til hulen, klik på spejlbilledet af den person der er kommet ind den vej for at se. Klik her for lidt video fra hulen og omgivelserne. Et kig i den modsatte retning, mod nordøst.
Panorama udover "Helvedes køkken". Klokken har nu rundet 19 og skyggerne er lange og det nu gyldne lys fremhæver områdets naturlige farver. Et yderligere plus var at masseturistbusserne var kørt hjem, så der var ganske fredeligt - lige som vi kan li' det.

For at komme dertil kørte vi tilbage til route 1 og kørte en 5-6 km mod øst - over et lille pas - og så var det bare at svinge ind til højre, så var vi fremme ved området.
Det første der mødte os var et stort skilt der pædagogisk prøvede at forklare, at man jo var nødt til at kradse penge ind for at passe på de spektakulære naturfænomener - og en campingvogn der husede billetsalget til naturfænomenet.
Dette var imidlertid lukket, enten p.g.a. tidspunktet på dagen, klokken havde efterhånden rundet 19, eller p.g.a. at der havde været en del ballade om dette.

Vi blev mødt af dette skilt, hvorpå man krampagtigt forsøger at retfærdiggøre sin grådighed. Billetesalget til naturen, foregik åbenbart fra denne campingvogn. Bemærk de lukkede toiletter. Video her.
Et panorama i mere nordlig retning, i baggrunden til venstre skimtes Krafla og i bakkerne i midten ses vejen der fører til Myvatn. Der er stier rundt omkring i landskabet.
"Nature Fee" så vi smuttede bare ind - uden at betale. Der var ganske fredeligt, det var tydeligt at masseturistbusserne var kørt hjem, men det var stadig lunt og det gyldne lys fremhævede områdets naturlige farver.
Det er i det hele taget en god fidus hvis man skal besøge nogle af de velbesøgte steder, at vente til efter borgerlig spisetid, der er alle busserne og en hel del andre turister nemlig
kørt hjem og solen går jo ikke ned før langt ud på aftenen - om sommeren altså.
Vi brugte et par timer på at gå rundt i området og betragte de mange, af vulkansk
aktivitet, afledte fænomener.
Noget der ligner et gammelt borehul. Der været boret efter varmt vand her. Klik på dimsen for close-up. En drive af svovl.  
Hvis man ser bort fra den blå himmel og de højere primater, kunne det såmænd være på Mars. En særlig svovlrig fumarole. Klik på den for close-up.
Video her.
En flot fumarole. klik på den for close-up. Fotografen ude til højre er i gang med en interessant optagelse.
Der er boblende mudderpøle, hvæsende
fumaroler, varme kilder, dampende hvidgule bunker og driver af svovl og andre mineraler fra hydrotermisk aktivitet.
Derefter kørte vi, tilfredse med dagens forløb tilbage til Akureyri, men denne gang valgte vi at køre langs den vestre bred og her stiftede de forreste dele af bilen bekendtskab med de tætte sværme af mitter som søen er kendt for.
Det var dog ikke værre end hvad man kan komme ud for på en tur rundt om de lokale Brabrandsøer hjemme i DK.
Hvad denne stensætning skal gøre godt for ved jeg ikke. Video - hele raden rundt her. Her kommer der svovlrige luftarter ud og svovlet sætter sig som gule krystaller.
De store varme mudderpøle. En varm, dampende vold af sten og udfældninger. Klik på den for at se nærmere. En sort gryde, med skyggerne af betragterne foran.