En regnvejrsdag i Kirkjubøur og på museum.
De delvist overdækkede ruiner af Magnuskatedralen ses til venstre, de ældste dele af Kongsgården, med Roykstovan, i midten, bag denne ses en del af Olavskirken, ældre end katedralen. En henslængt legecykel afslører at her også er småfolk, måske 18'nde generation ? Klik på den røde dør for close-up.
12 Juli.

Denne dag vågnede vi op til regnvejr, men
det var vi nu forberedt på jævnfør vejrudsigten. Så vi ville bruge dagen til andet end at rende rundt ude i naturen. Der er flere
museer i Tórshavn som vi gerne ville se, og så var der jo bygden Kirkjubøur.
Kirkjubøur er Færøernes vigtigste historiske
lokation. Den befinder sig på Streymoys
sydvestkyst med udsigt til øerne Hestur og Koltur. Gennem middelalderen var bygden
bispesæde, og her byggede man Magnuskatedralen.

 

D.v.s. det vides ikke om den faktisk blev færdig, men i dag henstår den uden tag og tårn, og er faktisk en ruin.
For at sikre mod yderligere nedbrydning fra det barske klima, er den nu blevet delvis overdækket af en uklædelig konstruktion.

Den tilhørende kongsgård, Kirkjubøargarður består bl.a. et blokhus hvis ældste dele,
kaldet Røykstovan, stammer helt tilbage fra 1000-tallet. Dette hus er stadig beboet af den
samme famile som har boet der i 17 generationer.

Det tog vel kun en halv times tid at køre til bygden. Der var ikke mange andre besøgende, bortset fra en gruppe motorcykelturister, så det var ikke noget problem at parkere, og så steg vi ud i den silende regn, iført vort regntøj. Det første vi skulle se var den tagløse domkirke. I forhold til de store middelalderkatedraler i Europa var denne her noget klejn i det, men områdets resourcer taget i betragtning, var den alligevel ganske imponerende.
Vi gik rundt i den i en halv time medens vi lod den lidt melankolske stemning, som nok både skyldes vejret og forfaldet, indhylle os.

Birgit spurter hen mod kirken, medens drengene skutter sig i det våde vejr. Ja - egentlig er den jo ikke så stor af en domkirke at være. En vinduesåbning i gotisk stil i sideskibet.
Her er der lagt op til nogle buehvælvinger. Et stykke ornamentik, tydeligvis resatureret. Et stykke ditto - mere mærket af tidens tand.
Vi tager lige et panorama fra den anden side. Det er taget lige efter at vi er gået ud af Olavskirken.

Så var det Røykstovans tur. Man betalte et mindre beløb pr. næse, som proppedes ned i en overfyldt pengekasse, for at komme ind.
Stovan var ganske interessant at se, med tydelige reminicenser fra vikingetiden især
dørene og de tilhørende åbningen så meget
"vikingeagtige" ud. Ud over selve Røykstovan med hullet i taget som lod røgen slippe ud, - var der også adgang til en mindre stue og et par værelser, alt sammen vældigt hyggeligt.
Lige ud for kysten ligger en lille holm, Kirkjubøhólmur, ifølge sagnet var den landfast med "fastlandet" indtil en storm
i 1600-tallet afbrød forbindelsen.

  Røykstovan, set fra en anden vinkel, bemærk støttepillen der nærmest ligner en totempæl. Et par døre i Stovan - gad vide om den lille er en slags
serveringsluge ? Klik på den for at se.
Den anden ene stovan ting skiller sig ud i mellem alt det ældgamle. Flere billeder her. Røgåbningen, der nu er lukket med vinduer. Der har sikkert været en værre os i sin tid. Den lille holm, Kirkjubøhólmur, med nogle ruiner.
Længere ude øen Hestur.

Herefter var planen at vi skulle se Frilandsmuseet, så vi kørte tilbage til Tórshavn og nordenud af byen, her drejer man til venstre og havner så nede ved det
førnævnte museum, som rummer gamle bygninger. Vi var inde i en gammel gård, formedelst et mindre beløb, her måtte vi dog forsyne vores mudderpoter med plasticovertræk, inden vi fik lov at betræde det indre af gården. Det var ganske interessant at se hvordan man boede før i tiden.
Ellers gik vi rundt og studerede de andre gamle bygninger inden vi fortsatte mod Nationalmuseet.

Gården vi besøgte, klik på det lille vindue, eller det i gavlen, for at se ind i stuen.   En jordhule bygget af tørv og sten og lidt træ, klik på døren for at se ind..
Den flinke unge mand der solgte os billetter ved indgangen til førnævnte gård, havde fortalt os hvor Nationalmuseet lå, det var nemlig det næste vi skulle besøge den dag. Samtidig forsikrede han os at billetterne også var gyldige til samme. Så vi satte os ind i bilen og kørte hen til den angivne adresse, i den anden ende af byen, for blot af konstatere at museet var flyttet. Det viste sig at befinde sig tæt på Frilandsmuseet - på den anden side af vejen... "Frilandsbilleterne" skulle have været stemplet for at være gyldige her, hvad de ikke var, men pigerne ved disken lod os alligevel slippe ind.
Fra museets samling af lokale mineraler. Her Chabasit, et af de mange mineraler i Zeolit-gruppen. Mineralerne i denne gruppe findes i mange former, her
Mesolit, som nærmest ligner et pindsvin.
 
Museet rummer en righoldig samling af dyr og planter hjemmehørende på og omkring, Færøerne, men jeg styrede målbevidst hen mod mineralsamlingen. Der var da også et godt udvalg af mineraler fra øerne. Bl. a.
mineraler fra Zeolit-gruppen, som vi jo selv havde fundet nogle eksemplarer af. Disse dannes typisk i hulrum i den størknede lava som udgør en væsentlig bestanddel af Færøerne. Nogle af den er ligefrem
geoder - d.v.s. omsluttet af en skal af det
samme - eller et andet mineral. Et af de mineraler vi selv fandt, er faktisk også en geode.
  Kirkeinventaret fra Olavskirken: Her gavlen på en stolerække. Se den i 3D her. En skriftestol, vistnok oprindelig en prædikestol, som så er ombygget.
Kirkeinventaret fra Olavskirken er udstillet her, og det er langt mere kunstfærdigt end det der befinder sig i kirken i dag. Der var også et billede af Magnuskatedralen før den blev delvis overdækket. Så var det lukketid, men nu havde vi vist også fået nok museum for den dag. Vi lagde hjemvejen forbi Miklagardur og købte bl.a. nogle lækre bøffer til en overkommelig pris. De var fra New Zealand, hvorfra en del af det oksekød der konsumeres her, kommer. Det viste sig at være nogle særdeles møre og velsmagende bøffer, som vi måtte stege i 2 omgange da panden ikke var stor nok !
Jomfru Maria, med jesusbarnet. 3D her.   De lækre bøffer af Anguskvæg.