Fra Akureyri til Fljotstunga.
Udsigt fra Jonasarlundur, som mindelunden hedder. Fjeldet med det spidse spir, hedder Hraundrangi, hvilket betyder sådan noget som lavaspir. Gården med de blå tage
hedder Hraun og er fødested for en af Islands store mænd, nemlig Jónas Hallgrímsson, poet og naturforsker. Klik på spiret for close-up.
Onsdag den 23 Juli.

Så oprandt dagen da vi skulle hjemad, så efter at have pakket bilen satte vi kursen tilbage mod Keflavik, hvorfra vi skulle flyve hjem den næste dag. Vi havde dog bestilt en overnatning på en farm i nærheden af en spektakulær lavahule, som vi gerne ville se.
Stedet hedder Fljotstunga farm og ligger lidt vest for den store gletsjer Langjökull, som jeg
havde lagt skumle planer om at besøge.


Men afsted gik det ad M1 mod nord og derefter mod vest gennem Öxnadalur.
Ca. 30 km fra Akureyri gjorde vi holdt, ved en kombineret mindelund og rasteplads, som var placeret i særdeles spektakulære omgivelser.
Mindelunden er tilegnet en af Islands store mænd, som ovenfor nævnt og ligger ved bredden af Øxna. På den anden side af denne ligger en stor gård, hvor denne Jonas fødtes. Bag gården ligger nogle

spektakulære fjelde, hvori en meget spids top rager 1075 m. op over havet. Hraundrangi, hedder den og den har tidligere været berygtet for at være umulig at bestige. Men det er gjort til skamme adskillige gange i nyere tid.
Vi daskede rundt i lunden en times tid, nød det fine vejr og knipsede løs, inden vi fortsatte vestpå.

Skiltet fortæller lidt om stedet. I den frodige lund var der minsandten også svampe, bl.
a. disse flotte birkerørhatte.
Kvan var der også masser af.
Efter et par timers kørsel holdt vi en pause
ved den "sædvanlige" tankstation Staðarskáli
for at få en kop kaffe. Derefter kørte vi videre
mod Borganess - hvor vi også holdt pause ved den "sædvanlige" tankstation og fik lidt mad.
Herefter fortsatte turen til Reykholt, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen. Det seværdige var her Snorris bad - en lille cirkulær pøl med varmt vand. Badet er meget gammelt og
skulle angiveligt være bygget af den berømte krønikeskriver Snorri Sturluson, som levede i det 13'nde århundrede.
Badet var der skam også, vandet var nu ikke mere end lunkent, men vi havde nu heller ikke planer om at hoppe i, det var blevet noget koldt og blæsende. Omkring badet var der er stor, tilsyneladende normal
græsplæne, men det varme vand til Snorris
måtte jo være kommet et sted fra, og ganske rigtig, dampen fra et lille område på græsplænen afslørede, at dette faktisk er et geotermisk felt, hvor varmt vand bobler op.
Ved siden at plænen lå et stort gartneri med eget geotermisk varmeanlæg og nedenfor en lille dam med behageligt varmt vand. Det så nu ikke så appetitligt ud, men et øjeblik efter
kom et par småpiger hujende og drønede

ud i dammen.
Men vi skulle jo videre, så vi fortsatte mod Fljotstuga Farm. Klokken havde passeret spisetid, så vi skulle finde et sted hvor vi kunne få noget aftensmad. Efter at have kørt en rum tid kom vi til en campingplads, som
udmærkede sig ved at have en restaurant, så der gjorde vi holdt for at spise. Det endte med nogle gode pizzaer af en fornuftig størrelse - synes jeg. Det var imidlertid kun mig der kunne æde mig igennem den - de andre måtte levne.
Godt mætte fortsatte vi mod Fljotstunga Farm, som vi nåede ved 7-tiden.

Her er det så, Snorris bad. Anders & søren er på vej ind
i noget jeg troede var et omklædningsrum, men som
viste sig at være noget af en tunnel som Snorri havde fået anlagt ud til pølen. Lige midt i græsplænen, en bette hvæser , en varm dampende kilde ! (Video)

Stedet viste sig at være en gård med tilhørende campingplads. I udkanten af denne stod nogle hytter, hvoraf vi på forhånd havde reserveret den største, som havde eget toilet og bad. Vi fik dog at vide af den overelskværdige mandsperson, som lignede
een der var kommet for sent fra Woodstock,
at den allerede var optaget p.g.a. "over booking". I stedet kunne vi få 2 mindre hytter med toilet - men dog uden bad. Stillet over for en så overstrømmende elskværdighed, accepterede vi dette og slæbte vores bagage ind i hytterne.

Den varme dam. Da vi nærmede os Fljotstunga, bemærkede vi denne
flotte linsesky.
 
Et vue udover Fljotstunga Farms campingplads. Man ser de små hytter, men telte er der ingen af. Der kom dog senere et lille forkølet telt op. Lavahulen befinder sig
til venstre i den grå lavaslette. I baggrunden kan man vist lige ane noget af Langjökull.

Da vi var kommet på plads var det tid til dagens sidste oplevelse: Jeg havde udklækket en plan om at køre op til Langjökull og gå lidt op på isen. Klokken havde efterhånden rundet kl. 20, men der er jo lyst længe, så jeg regnede med at det kunne vi sagtens nå.
Jeg spurgte førnævnte, elskværdige herre om han synes det var en god ide, hvilket han absolut synes, så vi drenge kørte af sted
i kugaen, efterladende Birgit som ikke skulle
nyde noget. Jeg havde udsøgt mig en lille fjeldstation, eller hvad man nu skulle kalde

det, i kanten af Langjökull i ca. 865 m højde. Der var ca. 25 km derhen og efter først at have kørt forkert, kom vi ind på den rigtige grusvej, Kaldidalsvegur . Denne viste sig at være forholdsvis barsk, så nu kunne kugaen få lov at vise at den duede til noget.
Det gik også fint, men selvfølgelig ikke så hurtigt, så det tog en times tid før vi var fremme. Til gengæld var det et fantastisk landskab vi kørte igennem. (Video)
Men godt gennemrystede stod vi ud af bilen og blev mødt at en underlig jævn vind af kulingsstyrke som blæste oppe fra gletsjeren.

  Anders i døren til den ene af hytterne - det er badeskuret ved siden af, til højre.  
Så er vi omsider fremme. Stedet hedder Þjófakrókur og er udgangspunkt for ture med turister ind på gletsjeren. Der er kun nogle få hundrede meter hen til kanten af gletsjeren.

Vi forstod nu hvad det var der havde dannet den flotte linsesky vi havde set tidligere på dagen - det var simpelthen vinden, der blev
tvunget op af gletsjeren og derved fortættedes vanddampen i den i højden.
Stedet viste sig at være ganske forladt - der var ikke et øje, men vi stred os hen til kanten af gletsjeren. Den viste sig at være ganske flydende, forstået på den måde at der ikke var en kant - bare en blanding af mudder klippestykker og is. Vi var kun nogle få meter fra fast is da Anders pludselig sank i til anklen
og havde han ikke været hurtig var han sunket betydeligt længere i.

Vi kunne nu godt, alle tre, mærke at undergrunden var noget gyngende, så vi valgte at vende om p.g.a. faren for kviksand.
Derefter gik vi lidt rundt på lokationen og
morede os lidt med den underlige kraftige - men jævne vind. Her fra godt 800 meters højde var der også en fantastisk udsigt over landskabet vest for gletsjeren, som var lige til Ringenes Herre. Rigtig flot blev det, da der brød nogle solstråler gennem skyerne.
Trods den småfarlige og snaskede overgang mellem is og fast grund var gletsjeren alligevel et imponerende syn, så der blev knipset flittigt.

Langt ude på gletsjeren kunne vi se et bæltekøretøj nærme sig, men inden
det nåede frem, var vi på vej tilbage igen, efter en, trods alt, ganske spændende oplevelse. Halvejs nede ad Kaldidalsvegur, bemærkede vi en superjeep der nærmere sig hastigt bagfra - Det var den vi også havde set på gletsjeren . Vi holdt ind til siden så den kunne komme forbi, hvorefter den hurtigt forsvandt i det fjerne.
Herefter var der bare tilbage at skrumple
resten af vejen tilbage til Fljotstunga, hvor
vi trillede ind ved 22:30-tiden.

Den kulingsstærke vind blæste så jævnt at man kunne læne sig op ad den. (Video) Overgangen mellem gletsjer og moræne er flydende, bogstaveligt talt. Trods den kraftige vind filmes der lystigt. (Video)
Panorama mod vest over gletsjeren, den er ganske stor. Den lile klat midt på gletsjeren er en snowmobil på vej ned fra gletsjeren. Bilen viste sig at tilhøre personerne i denne.
Et ordentligt høved af et køretøj. Bemærk de fikse indretninger til regulering af dæktrykket. Tilbage mod bilen. En snowmobil nærmer sig på larvefødder. Det er muligvis et par geologer på rekognosceringstur.
Udsigten mod vest. Solen bryder frem mellem skyerne. Stedet har en egen brutal skønhed.